DFDS forventer milliardregning fra udbruddet af coronavirus
2200 ansatte hos DFDS er hjemsendt midlertidigt på diverse kompensationsordninger. (Arkivfoto) Foto: Dfds/Handout/Ritzau Scanpix
Dfds/Handout/Ritzau Scanpix
Rederiet DFDS forventer langt lavere indtjening i 2020, end hvad der var lagt op til fra starten af året.
Udbruddet af coronavirus vil gøre et stort indhug i indtjeningen hos det danske rederi DFDS, som har et oplevet et markant fald i antallet af passagerer.
DFDS har både en forretning med at sejle med passagerer og gods, og det er især restriktioner på rejser, som har ramt rederiet, da der er færre turister.
Rederiet har haft to ruter lukket siden midten af marts. Det er ruterne København-Oslo - kendt som Oslo-båden - og Amsterdam-Newcastle.
DFDS-direktør Torben Carlsen fortæller, at coronakrisen er den værste, han har oplevet i de 11 år, han har været ansat hos rederiet.
- Finanskrisen var hård, men det var ved udvalgt brancher, og det ramte ikke vores passagerforretning - snarere tværtimod.
- Det personlige indgreb, Covid-19 har betydet i folks liv, gør, at det er en langt mere omfattende krise, vi oplever, siger han til Ritzau Finans.
DFDS har indført ansættelsesstop og filer desuden på omkostningerne.
2200 ansatte hos DFDS er hjemsendt midlertidigt på diverse kompensationsordninger.
Rederiet forventer i år at få et overskud på ned mod to milliarder kroner på driften før af- og nedskrivninger. Sidste år var overskuddet 3,6 milliarder kroner.
Ved indgangen til året var forventningen et overskud på 3,5-3,9 milliarder kroner.
Torben Carlsen tror, at rederiet har set bunden i forhold til den del af forretningen, der sejler med gods.
Det er dermed mere usikkert, hvornår det at sejle med passagerer er tilbage til normalen.
- På passagersiden har vi taget et forsigtigt "view", om at vi kan begynde at sejle igen - for eksempel mellem København og Oslo - i august.
- Vi håber på, det bliver før, men det afhænger af, hvornår grænserne åbnes, siger han til Ritzau Finans.
Han understreger, at DFDS er velpolstret til at komme helskindet igennem krisen.
Seneste artikler
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker