DFDS køber logistiknetværk til Tyrkiet
DFDS styrker sin position i området omkring Bosporusstrædet med købet af EKol Logistics' transportnetværk. (Arkivfoto). Foto: Yoruk Isik/Reuters
Transportselskabet betaler 1,9 milliarder kroner for netværk med 3700 ansatte med hovedkontor i Istanbul.
DFDS udvider sit i forvejen store transportnetværk med et opkøb, der er centreret omkring Bosporusstrædet.
Selskabet fortæller i en fondsbørsmeddelelse, at det har købt tyrkiske Ekol Logistics' internationale transportnetværk, der forbinder Tyrkiet og Europa.
Prisen er 1,9 milliarder kroner. For de penge får man en årlig omsætning på 3,5 milliarder kroner og 3700 ansatte oven i de 26 faciliteter, 1300 lastbiler og 3900 trailere, netværket råder over.
Netværket er i forvejen den største kunde i DFDS' fragtfærgeforretning i Middelhavet, og opkøbet har været i proces i næsten to år, siden parterne offentliggjorde planerne første gang.
- Transport af store trailervolumener pålideligt og effektivt gennem kombinationer af vej, færge og jernbane er vores kerneforretning.
- Derudover er det vores overbevisning, at Tyrkiets rolle som produktionshub for Europa vil blive forstærket i fremtiden, da nearshoring flytter forsyningskæder tættere på slutmarkeder, siger Torben Carlsen, der er administrerende direktør for DFDS.
Nearshoring er et udtryk, der dækker over fremgangsmåden, hvor en virksomhed får arbejde udført i et nærtliggende land, oftest fordi det er billigere.
Det står i modsætning til offshoring, hvor arbejdet bliver udført i et fjerntliggende land, for eksempel Kina.
I forbindelse med opkøbet har DFDS justeret sin resultatforventning for 2024 - forudsat at handlen som ventet falder på plads i begyndelsen af fjerde kvartal.
Nu forventer selskabet en omsætningsfremgang på 8-11 procent mode de tidligere udmeldte 5-8 procent.
Driftsresultatet forventes fortsat at ende mellem 2,0 og 2,4 milliarder kroner.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned