Dansk Industri hilser frihandelsaftalen med Sydkorea velkommen. Aftalen fjerner stort set alle toldbarrierer mellem EU-landene og det asiatiske land, og DI kalder den "ambitiøs".
- Frihandelsaftalen kommer på et ekstremt vigtigt tidspunkt. Mens vi hos en række lande oplever en øget protektionisme, så sender EU et vigtigt signal med denne ambitiøse aftale, siger konsulent i Dansk Industri Joakim Larsen.
Frihandelsaftalen er den mest omfattende mellem EU og et tredjeland, og den skønnes at være mere end 140 milliarder kroner værd. Sydkorea var med et forbrug på 3,8 milliarder kroner i 2008 den tredjestørste aftager af danske varer i Asien, og på tjenesteydelsessiden importerede landet i 2007 for mere end 6,5 milliarder kroner.
Det er især maskiner, kraftmaskiner, kød og medicin, sydkoreanerne importerer for Danmark, og DI forudser en vækst i salget af svinekød, når toldbarrieren afskaffes.
- Det giver os lige konkurrencevilkår over for amerikanerne. De har vedtaget en tilsvarende frihandelsaftale med Sydkorea og sælger også svinekød i landet. Det er helt klart positivt med den her aftale, og det er til stor gavn for danske og europæiske virksomheder, siger Joakim Larsen.
Den europæiske bilindustri er dog knapt så begejstret ved udsigten til den nye frihandelsesaftale. Den frygter, at det europæiske marked vil blive oversvømmet med billige sydkoreanske biler.
/ritzau/
Seneste artikler
Inger fik revet tæppet væk under sig: Så tog hun en beslutning, der ændrede alt
Politiet efterlyser vidner efter vild nat
Vild nat: Så voldsomme var brandene
Vild nat: Tre brande og indbrud i guldsmed på Lolland
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker