DI frygter ikke ny Muhammedkrise

Det vil formentlig ikke få den store betydning for danske virksomheder i muslimske lande, at der i september udkommer en ny bog med genoptryk af Muhammedtegningerne. Det er nemlig i forvejen meget besværligt at være dansker i visse dele af verden i kølvandet på Muhammedkrisen, der for alvor eskalerede i 2006.

Det vurderer afsætningspolitisk chef i Dansk Industri (DI) Peter Thagesen.

- Jeg kan ikke forestille mig, at livet kan blive gjort mere besværligt for danskere i visse dele af verden, end det allerede er i forvejen. Det er fortsat ikke ubetinget en fordel at være dansker, og på visse højrisikomarkeder er det ikke en fordel at have Dannebrog på kufferten, siger Peter Thagesen med henvisning til lande som eksempelvis Pakistan, Iran, Vietnam og dele af Irak.

Årsagen til, at den afsætningspolitiske chef hos DI tager den nye bog med genoptryk af Muhammedtegningerne forholdsvist roligt, er, at der i kølvandet på Muhammedkrisen blev ryddet adskillige misforståelser af vejen.

- Muhammedkrisen fostrede mange misforståelser, som er afdækket og ryddet af vejen, og det gode ved krisen er, at vi lærte af den. Jeg frygter ikke de samme reaktioner som sidste gang, siger Peter Thagesen.

Det er kulturredaktør på Jyllands-Posten Flemming Rose, der i næste måned udgiver sin nye bog, "Tavshedens Tyranni", med genoptrykning af Jyllands-Postens Muhammedtegninger. Rose gennemgår de 12 tegninger, der første gang blev trykt i Jyllands-Posten i 2005. Siden er tegningerne blevet genoptrykt et utal af gange verden over.

Muhammedkrisen førte til, at Dansk Industri allierede sig med Politiets Efterretningstjeneste om at rådgive danske virksomheder om sikkerhed.

/ritzau/

Ny bog med genoptryk af Muhammedtegningerne vil formentlig ikke gøre livet vanskeligere for danskere i visse del af verden, end det allerede er.

Offentliggjort Sidst opdateret