DI: Man skal kunne rose sin arbejdsgiver på Facebook
Medarbejdere må ikke reklamere for deres selskab på Facebook uden at gøre opmærksom på, at det er reklame. Foto: Reuters/Dado Ruvic
Reuters/Dado Ruvic
En ny afgørelse fra Forbrugerombudsmanden betyder, at ansatte skal være varsomme med at agere reklamesøjle.
Forbrugerombudsmanden har sat foden ned over for, at selskabet Tradono, der er ejet af Trendsales, fik sine medarbejdere til at agere reklamesøjle for selskabet på Facebook gennem statusopdateringer.
Det må man ikke, med mindre opslagene - som angivet i markedsføringsloven - bliver mærket som reklame.
- I den specifikke sag med Tradono er vi helt enige i, at man skal gøre opmærksom på, at det er reklame. For der er jo tale om en klar aftale mellem de ansatte og selskabet.
- Her gælder de samme regler for trykte medier som digitale medier. Det kan man ikke være uenig i, siger branchedirektør i DI Handel Annette Falberg.
Problemerne opstår i, hvor bredt afgørelsen bliver tolket, hvis man spørger interesseforeningen.
- Vi skal huske på, at vi har ytringsfrihed i Danmark. Så vi skal jo ikke stoppe, at en medarbejder i begejstring fortæller om sin virksomhed eller en oplevelse, man har haft på sin arbejdsplads.
- Så vi skal stadig have lov til at fortælle om, hvad vi laver i vores hverdag, siger Annette Falberg.
Hun mener heller ikke, at der er noget i vejen for, at man anbefaler produkter på sociale medier. Men man skal være mere opmærksom på, at man deklarerer, om man selv arbejder for det selskab, man hylder.
- Hvis jeg er ansat i Gosh og lige har testet en ny mascara, så skal jeg kunne fortælle veninderne om det, men så skal jeg selvfølgelig lige sige, hvor jeg arbejder, siger Annette Falberg.
At deklarere om man arbejder for det selskab eller produkt, man roser, skal man gøre, lige meget om man får penge for det eller ej. Og faktisk også, hvis man gør det helt frivilligt.
En stor strømning lige nu inden for marketing er såkaldt "Employee Advocacy", hvor selskaber får de ansatte til at synge dets pris på sociale medier.
Det behøver onsdagens afgørelse fra Forbrugerombudsmanden dog ikke at ændre ved.
- Man skal bare huske lige at gøre opmærksom på, hvor man arbejder henne. Så har man i vores optik ryggen fri, siger Annette Falberg.
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde