Dom gør det sværere for arbejdsgivere at give usikre ansættelser
Ansatte uden fastlagte timetal går ikke, afgør ny dom Foto: Colourbox.dk/Free, arkivfoto
Colourbox.dk/Free, arkivfoto
Det er slut med løse ansættelser uden fast timetal. Sådan lyder beskeden til arbejdsgivere med overenskomst.
En ny kendelse i en faglig voldgift slår fast, at arbejdsgiver kun kan ansætte folk som løsarbejdere, hvis den mulighed er nedskrevet i selve overenskomsten, skriver Fagbladet 3F..
Og det er den ikke i mange overenskomster. Derfor undrer det faglig sekretær i 3F’s industrigruppe Rene Jensen, at det er sket på et trykkeri i Randers:
- I virkeligheden er det et daglejerprincip, man har villet genindføre: At du får en opgave i dag, og så kan du gå, når du er færdig kl 13, og måske kan du få det samme i morgen, siger han.
Nogle overenskomster rummer muligheden for at ansætte løsarbejdere på usikre vilkår, blandt andet på hotel- og restaurationsområdet og for avisbude, men mange overenskomster har ikke indskrevet vilkår for løsarbejdere – og så kan en arbejdsgiver altså ikke ansætte folk i korte ansættelser uden fast timetal.
Den konkrete sag drejer sig om et yngre 3F-medlem, der havde en løs tilknytning til et etikette-trykkeri i Randers med forefaldende opgaver, der lå udenfor overenskomstens dækningsområde. Efterfølgende blev han dog i januar 2018 tilbudt fast arbejde, hvor arbejdsområdet var dækket af Den Grafiske Overenskomst.
Medlemmet havde forstået det sådan, at han var blevet lovet 37 timer om ugen. Det var virksomheden dog uenig i, og han blev daglig sendt hjem tidligt for egen regning, da dagens opgaver var udført.
I ansættelseskontrakten stod der, at han var ansat som “løsarbejder”, og at timetallet kunne ændre sig fra uge til uge.
Men den går altså ikke, når man arbejder under en overenskomst, hvor blandt andet arbejdstiden er reguleret og beskyttet af nogle minimumsbestemmelser.
I brancheforeningen Grakom, der førte sagen på vegne af arbejdsgiveren, oplyser underdirektør Christian Jensen, at overenskomsternes arbejdstidsregler jævnligt giver anledning til fortolkningsproblemer.
- Denne gang har vi haft brug for at få en dommer til at hjælpe os med forståelsen. Det glæder os, at dommeren har hjulpet os med et klart svar, skriver han i en mail og oplyser, at de nu sender en ny vejledning ud til medlemsvirksomhederne.
3F havde også krævet en efterbetaling for det manglende timetal til medarbejdere, men det fik 3F ikke medhold i, da medlemmet ikke havde protesteret over de manglende timer.
Nu vil 3F undersøge, om det er praksis andre steder at ansætte løsarbejdere, selvom området er overenskomstdækket.
Seneste artikler
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker