DR: Jernbaneforbund nægter at samarbejde

Dansk Jernbaneforbund har opsagt alt samarbejde med jernbaneselskaberne DSB og DSBFirst. Det sker blandt andet i protest mod planlagte fyringer i det skandaleramte togselskab, erfarer DR Nyheder.

Ifølge en fortrolig orientering må ingen af Jernbaneforbundets tillidsvalgte i DSB nu indgå aftaler med ledelsen eller indtræde i nye arbejdsgrupper og projekter.

De tillidsvalgte skal forholde sig passivt på møder, og de må ikke deltage i debatter eller lignende, fremgår det af en fortrolig orientering, som DR Nyheder er kommet i besiddelse af.

Jernbaneforbundet opsagde samarbejdet i et brev stilet direkte til den konstituerede direktør i DSB, Klaus Pedersen, mandag, oplyser DR.

Jernbaneforbundet er stærkt utilfreds med de mange opsigelser i DSBFirst og andre af DSB's selskaber i Sverige.

Forbundet mener også at DSB ikke overholder overenskomsten for de ansatte i det nystartede DSB Vedligehold.

/ritzau/

Jernbaneforbundet har ifølge DR opsagt samarbejdet med DSB og DSBFirst, blandt andet i protest mod fyringer.

Offentliggjort Sidst opdateret