DR-mand bliver chefredaktør på Berlingske

Så er den ny chefredaktør på Berlingske Tidende udpeget. Det bliver Jens Grund, som flytter ind på direktionsgangen i Pilestræde i København.

Jens Grund kommer fra en stilling som chef for nyheds- og researchredaktionen på DR. Ansvarshavende chefredaktør for Berlingske Tidende, Lisbeth Knudsen, glæder sig til at byde ham velkommen.

- I Jens Grund får både læserne og medarbejderne en journalist med ekstrem høj faglighed og professionalisme og en sikker sans for lige præcis den journalistiske troværdighed, kvalitet og etik, som vi sætter meget højt på Berlingske, siger Lisbeth Knudsen til Business.dk.

Hun kender Jens Grund som en ambitiøs og dybt engageret chef, som ifølge Lisbeth Knudsen vil bidrage stærkt til avisens dybdeborende journalistik og udnyttelsen af de flermediale muligheder.

Nu består Berlingske Tidendes chefredaktion af Lisbeth Knudsen, som er ansvarshavende, Tom Jensen og Jens Grund.

/ritzau/

Jens Grund bliver ny chefredaktør på Berlingske Tidende. Han kommer fra en stilling som chef for nyheds- og researchredaktionen på DR.

Offentliggjort Sidst opdateret