DSB-ansatte er chokerede over cheffyring

Medarbejdernes repræsentant i DSB's bestyrelse Ulrik Salmonsen fik besked om fyringen af DSB's administrerende direktør, Søren Eriksen, torsdag aften - og blev chokeret.

- Jeg blev orienteret om det i går aftes af bestyrelsesformanden. Jeg har bare fået at vide, at årsagen er nogle revisionspåtegninger i regnskabet, siger Ulrik Salmonsen.

Medarbejdernes repræsentant oplyser, at han ikke var inviteret til at deltage i det møde i Transportministeriet, der afgjorde Søren Eriksens fremtid.

- Jeg er meget overrasket. Jeg mener ikke, at det i sig selv er grundlag for at fyre en direktør, siger han.

DSB's nu tidligere administrerende direktør Søren Eriksen fik også besked om fyringen i går aftes, men han har indtil videre ingen kommentarer.

Ulrik Salmonsen lægger ikke skul på, at der gennem længere tid har været et anstrengt forhold mellem transportministeriet og DSB's ledelse med Søren Eriksen i spidsen.

- Der har været flere utilstedelige angreb på DSB fra transportministerens side. Det er lige fra, at man har stjålet 300 millioner kroner fra DSB og indført fri konkurrence fra Aalborg til København. Det er fuldstændig vanvittigt, siger Ulrik Salmonsen.

Han henviser blandt andet til, at regeringen i forbindelse med finansloven skar 300 millioner kroner i DSB's kontraktbetaling uden at orientere bestyrelse på forhånd.

Men om fyringen af Søren Eriksen er en direkte konsekvens af det anstrengte forhold, vil han ikke sige med sikkerhed. Men sikkert er det, at det ikke falder i god jord hos medarbejderne, siger han.

- Søren Eriksen har gjort det ufattelig godt for DSB. Han har drevet det med hård hånd og har strømlinet virksomheden. Jeg er meget ked af, at man har valgt at fyre ham, siger Ulrik Salmonsen.

Han valgte for nylig at trække sig ud bestyrelsen med virkning fra generalforsamlingen om 14 dage.

- Det gjorde jeg blandt andet, fordi jeg synes, vi mangler en dialog om, hvad det egentlig er man vil med DSB fra politisk side. Jeg vil ikke sidde og være marionetdukke i bestyrelsen, siger han.

/ritzau/

Medarbejdernes repræsentant i DSB's bestyrelse beklager direktørens fyreseddel. Søren Eriksen er tavs.

Offentliggjort Sidst opdateret