DSB-direktør: Udgifterne skal ned

Flere kunder, flere tog til tiden og flere indtægter. Umiddelbart er DSB en virksomhed i fremgang, men så alligevel ikke.

Udgifterne i togselskabet er for store, og ubalancen mellem indtægter og udgifter kan kun rettes op gennem besparelser og effektiviseringer.

Det fastslår DSB's nytiltrådte administrerende direktør, Christian Roslev, efter mandagens offentliggørelse af regnskabet for de første seks måneder, der viste et underskud på 67 millioner kroner før skat.

Året før var der et overskud på 183 millioner kroner.

Den markante forværring i løbet af bare 12 måneder skyldes for en meget stor dels vedkommende engangsforhold, som altså ikke dukker op i næste års regnskab, men det til trods, skal der strammes op i hele selskabet.

- Det ændrer ikke på på den kendsgerning, at vi skal låne penge hver eneste dag for at holde forretningen kørende, siger Christian Roslev.

I de første seks måneder af 2011 havde DSB 87 millioner rejsende. Det højeste antal kunder nogensinde i et første halvår, og seks procent eller knap fem millioner flere rejser end i første halvår 2010.

- Man kan sige, at målt på antallet rejsende har det seneste halvår været historisk godt, men på omkostningssiden er vi vokset så meget, at situationen er uholdbar, siger han.

Christian Roslev vil ikke sætte hverken kroner eller procenter på, hvor meget omkostningerne skal nedbringes.

- Vi er allerede så småt i gang. Blandt andet med løntilbageholdenhed og konservatisme på en række områder. Nu går vi i gang med en proces, hvor alle parter, medarbejdere og bestyrelse inddrages, siger Christian Roslev.

- Vi skal ind og kigge i alle hjørner for at se, hvad vi kan gøre. Det ville være glædeligt, hvis vi kunne nøjes med at kigge på indtægterne, men det er desværre ikke tilstrækkeligt. Omkostningerne skal reduceres betydeligt, siger han.

Roslev ønsker ikke at udtale sig om, hvor meget DSB på sigt kan tjene, når virksomheden er trimmet.

- Det vil jeg ikke kommentere, men målsætningen er at få skabt en robust økonomi, siger han.

For bare fem år siden havde DSB en indtjening på over en milliard kroner.

/ritzau/

Flere tager toget, men det kan ikke i sig selv rette op på, at DSB's udgifter er løbet løbsk.

Offentliggjort Sidst opdateret