DSBs formand Mogens Granborg er skuffet over, at han ikke tidligere blev gjort opmærksom på de problemer, der er opstået i samhandlen mellem DSB og datterselskabet DSBFirst.
Ifølge en foreløbig rapport fra revisionsfirmaet KPMG blev det påpeget for den fyrede DSB-topchef Søren Eriksen i september sidste år, at der var problemer i forholdet mellem DSB og DSBFirst.
Søren Eriksen fik det oplyst som bestyrelsesformand i datterselskabet, men gav ikke oplysningerne videre til sin egen bestyrelse i DSB.
- Havde vi fået noget at vide tidligere, havde vi kunnet sætte endnu flere kræfter ind på sagen, siger Mogens Granborg.
Han understreger, at det først var med årsregnskabet i denne måned, at de store problemer for alvor kom frem i lyset.
- Vi havde selvfølgelig hørt, at der var udfordringer, men det er der også i andre dele af DSB, siger bestyrelsesformanden.
Mogens Granborg mener, at det er essentielt nu at få sagen kulegravet fuldstændigt, så der kan skabes klarhed over de forbehold, som revisionen har rejst.
- Nu skal vi fuldstændig til bunds i det og få rettet op på det hurtigst muligt, siger DSB-formanden.
Højt på dagsordenen står at få klarlagt, om det kan lade sig gøre at få driften i DSBFirst ind på et spor, hvor den giver overskud.
Søren Eriksen og DSBFirsts bestyrelse fik i september at vide, at procedurerne omkring DSBFirsts løbende krav og samhandel mod DSB skulle styrkes betydeligt.
For eksempel skulle det stå klart, hvornår DSB First Danmark kunne fakturere DSB for ydelser ud over en fast pris pr. kilometer, ligesom dokumentation for samhandel ikke skulle udarbejdes måneder efter ydelsen er leveret, men udformes løbende.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde