DSB skal spare penge: Medarbejdere bliver afskediget
Omkring 40 stillinger hos DSB bliver berørt af, at selskabet skal spare penge. (Arkivfoto) Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Henning Bagger/Ritzau Scanpix
For at reducere sine omkostninger reducerer DSB medarbejderstaben, mens ledige stillinger ikke genbesættes.
DSB skal spare penge.
Derfor afskediger togselskabet medarbejdere, mens en række ledige stillinger ikke bliver genbesat.
I en pressemeddelelse fortæller DSB torsdag, at man forventer at skulle afskedige cirka 25 medarbejdere.
Det endelige antal afhænger af, hvor mange ansatte der tager imod et tilbud om frivillige fratrædelsespakker.
Samtidig forventer DSB at nedlægge omkring 15 stillinger, som ikke bliver genbesat.
Derved er det samlet set omkring 40 stillinger, som bliver berørt af planerne om at spare penge.
Ifølge Flemming Jensen, administrerende direktør i DSB, er der blevet brug for at reducere omkostningerne på grund af markedssituationen.
- DSB er i et marked med skarp konkurrence fra billigere biler og busser. Vi skal også planmæssigt overdrage strækninger til andre operatører, derfor er det nødvendigt at tilpasse virksomheden til fremtidens krav.
- Det betyder, at vi løbende skal minimere vores omkostninger, blandt andet gennem en mere effektiv administration og en yderligere reduktion af medarbejderstaben, siger Flemming Jensen i pressemeddelelsen.
Den planlagte reduktion omfatter medarbejdere med administrative funktioner. Det vil ifølge DSB sige både medarbejdere og ledere.
Ved udgangen af tredje kvartal i 2019 havde DSB 6860 fuldtidsansatte. Det var godt 140 færre medarbejdere end ved indgangen til året.
Foreløbigt har DSB ikke offentliggjort det økonomiske resultat for 2019. Men ved udgangen af tredje kvartal havde selskabet tabt 31 millioner kroner før skat.
Tidligere har DSB fortalt, at selskabet regner med at få et nulresultat for hele året.
I 2018 tjente DSB 568 millioner kroner før skat. Det var positivt påvirket af indtægter på 267 millioner kroner fra salget af en kontorejendom.
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker