DSBFirst Sverige har mandag eftermiddag indleveret de informationer om togselskabets økonomi, som de svenske myndigheder har krævet.
I løbet af et par uger ventes de svenske myndigheder at tage stilling til, om DSBFirsts svenske datterselskab skal fratages sin licens i Sverige, eller om togselskabet kan fortsætte sine aktiviteter i landet.
Afgørelsen vil blive truffet på baggrund af økonomiske oplysninger, som de svenske myndigheder udbad sig fra DSBFirst i begyndelsen af april.
Regnskabsmaterialet skal dokumentere, at togselskabets økonomi er stærk nok til, at det kan bibeholde sin licens til togdrift i Sverige.
Opfylder DSBFirst ikke de svenske myndigheders krav, kan det resultere i, at selskabet mister sin licens på togdrift i Sverige.
- Hvornår vi træffer en afgørelse er uvist. Det er jo en meget alvorlig sag at fratage et selskab sin licens, og man kan forestille sig, at vi vil bede DSBFirst om yderligere regnskabsmateriale, siger presseansvarlig for vej- og jernbanetrafik hos Transportstyrelsen Henrik Olars.
Allerede den 7. april bad Transportstyrelsen DSBFirst Sverige AB om at indlevere økonomisk dokumentation for selskabets økonomiske situation inden den 20. april. Togselskabet fik efterfølgende forlænget fristen til den 2. maj.
Det har mandag ikke været muligt at få en kommentar fra direktør i DSBFirst Karsten Røn Andersen, men fredag sagde han til Politiken, at det ikke kan afvises, at selskabet mister licensen til at drive Øresundstrafikken.
Transportstyrelsen har udbedt sig et årsregnskab for DSBFirst Sverige AB for 2010 samt et resultat og balanceopgørelse for perioden fra årsskiftet frem til den 7. april i år.
/ritzau/
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde