DSB's blå togvogne på vej mod Mellemøsten

DSB's udskældte blå togvogne, der igennem årtier har plaget pendlerne på Sjælland er på vej mod Mellemøsten. DR Sjælland erfarer, at det formentlig bliver de iranske jernbaner der overtager de blå togsæt som i folkemunde går under betegnelsen "kreaturvogne".

DSB forhandler i øjeblikket med en jernbaneoperatør i et stort udland, men da forhandlingerne er på et indledende stadium, holder DSB kortene tæt ind til kroppen.

Der handler om 127 af de gamle togsæt på de sjællandske skinner. De blå Bn-vogne må nemlig ikke køre gennem Storebæltstunnellen, så det er kun de sjællandske pendlere, der udsættes for de gamle vogne.

Enkelte meget misligholdte togsæt er kørt til ophug i Åbyhøj ved Aarhus, mens der altså i øjeblikket forhandles om salg til udlandet af de øvrige gamle togsæt
DSB har tidligere solgt togvogne til de iranske jernbaner. De har købt et stort antal vogne op gennem 90'erne, så muligvis vil historien gentage sig?

Alene i marts 1998 sendte DSB 100 vogne af sted gennem Europa, Rumænien og Tyrkiet til Iran i 5 stammer. Mange kom til at gøre tjeneste som fjerntog til og fra Teheran.
De gamle vogne skal på Sjælland erstattes af nye dobbeltdækkevogne. Specielt Sydbanens og Nordvestbanens pendlere får glæde af dem. Enkelte af de blå togsæt kan dog stadig opleves på de sjællandske skinner, når den nye køreplan træder i kraft 13. december, fortæller DR Sjælland.
/ritzau/

DSB's udskældte blå togvogne, der igennem årtier har plaget de lokale pendlere er på vej mod Mellemøsten.

Offentliggjort Sidst opdateret