De danske aktier fortsætter nedturen. C20-indekset over de mest handlede aktier falder med 1,7 procent ved åbningen på børsen i København.
Krisen i Dubai vækker grimme minder blandt investorerne om sidste års turbulens på de finansielle markeder i kølvandet på krakket i den amerikanske investeringsbank Lehman Brothers, lyder forklaringen på nedturen fra Sydbanks analysechef, Bjørn Schwartz.
- Aktiemarkedet er en smule bekymret over, om der igen er banker, som vil gå ned, siger han.
Og det er da også bankaktierne, som er mest presset fra morgenstunden med Danske Bank i spidsen med et dyk på godt tre procent.
Bjørn Schwartz forklarer, at Dubai gennem årene har været et område, hvor der er blevet investeret kraftigt i ejendomsmarkedet og udbygningen heraf.
- Nu er man løbet ind i en generel global nedgang, og det betyder, at man nu sidder tilbage med usælgelig ejendomme. Og der er så nogle finansinstitutter, som har penge i klemme, siger analysechefen.
Han mener dog, at investorerne reagerer overdrevent på Dubais problemer på ejendomsmarkedet.
- Det er et problem, som egentligt har været under opsejling længe. At der er så stort fokus lige nu på Dubai, og at det får så stor betydning for de globale aktiemarkeder, tror jeg skyldes, at vi er inde i en stille periode med meget få nyheder, siger Bjørn Schwartz.
Analysechefen peger på, at der allerede på mandag vil være nye overskrifter for investorerne at tage stilling til.
- Weekenden er første julehandelsdag i USA. Derfor vil man på mandag fokusere meget på, hvad de amerikanske detailvirksomheder melder om salget, og dermed får man også et godt pejlemærke på forbrugernes formkurve, siger han.
Allerede torsdag var der smæk til aktierne i København, som lukkede 1,4 procent lavere. Her var det også bankerne, som stod først for. Nordea faldt med 6,3 procent, mens Danske Bank dykkede med 3,4 procent til kurs 107.
/ritzau/
Seneste artikler
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
"Alternativet var, at historien var blevet ufortalt og stadig havde befundet sig i mørket"
Christian fortsatte med at slå stikkeren, der lå forsvarsløs på jorden, mens kvinden slog ham på ryggen...
Skud, håndgranater og rockerkrig: Lokal Bandidos-boss fortæller nu den blodige historie
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker