DVD Norden sender ansatte på arbejdsfordeling

DVD Norden A/S i Sakskøbing har netop sendt en tredjedel af de cirka 65 medarbejdere på arbejdsfordeling.

Et klart signal om at aktiviteten på det store, moderne produktionsanlæg i industrikvarteret ikke er, hvad den tidligere har været. Men omvendt er situationen faktisk også et signal om, at fabrikken i høj grad satser på fremtiden. Men nu bliver det helt på egne ben.

DVD Norden har haft op mod 90 procent af sin omsætning og produktion i samarbejde med salgsorganisationen Dicentia.Det samarbejde er netop ophørt. Dermed står fabrikken også uden sit hidtidige kundegrundlag.
- Situationen har på sin vis været meget enkel: Enten opsagde vi samarbejdet med Dicentia og gik solo. Eller også ville vi simpelthen være døde af udsultning, siger han.

Forklaringen er ifølge Kim Christensen, at aftalen med Dicentia har været umulig for DVD Norden at leve af.

Det overskud, der måte have været på cd- og dvd-produktionen, er ifølge ham havnet hos salgsselskabet Dicentia, mens DVD Norden har måttet se økonomien i selve produktionen blive mere og mere udhulet.

Nu er DVD Norden i fuld gang med at finde egne kunder og har i øvrigt også ansat en salgsdirektør, ligesom man opbygger sin egen salgsorganisation.
- Det tager noget tid. Derfor har vi også i en periode sørget for at holde meget stram snor i omkostningerne og i bemandingen på fabrikken, da vi kunne se, hvilken vej det gik i det problemfyldte samarbejde med Dicentia.
- Nu indfører vi så arbejdsfordelingen - men med den klare forventning, at vi om nogle måneder er i gang igen med en kundemasse, som kan holde beskæftigelsen på de cirka 65 ansatte, forklarer Kim Christensen.

Foto: DVD Norden i Sakskøbing har sendt en tredjedel af medarbejderne på arbejdsfordeling med start i går. Det sker, mens virksomheden arbejder på højtryk for at få etableret en ny kundegruppe efter opsigelsen af aftalen med salgsorganisationen Dicentia.

Sakskøbing-virksomheden har sendt cirka en tredjedel af medarbejderne på arbejdsfordeling. Samtidig skal fabrikken nu stå helt på egne ben.

Offentliggjort Sidst opdateret