Dyr benzin koster danskerne kassen

Danskernes bilferie kan blive en dyr fornøjelse til sommer. Allerede nu koster de høje benzinpriser en dansk gennemsnitsfamilie med bil omkring 2000 kroner mere om året end ved årsskiftet i 2008-2009. Det viser en beregning foretaget af Sydbank for Ritzau.

- Dermed kan de danske familier med længsel tænke tilbage til årsskiftet 2008-09, hvor benzinprisen var helt nede på otte kroner per liter, siger cheføkonom fra Sydbank, Jacob Graven.

Prisen for en liter oktan 95 ligger for tiden på 11,12 kroner. For en dansk familie med et kørselsbehov i egen bil på 20.000 kilometer per år betyder prisstigningen en merudgift på cirka 2000 kroner om året.

Havde benzinprisen ligget fast på bundniveauet på otte kroner, havde en gennemsnitsfamilie sparet cirka 4000 kroner i forhold til i dag.

Men til sommer skal danskerne måske gribe endnu dybere i lommen.

Selvom det er usikkert at spå om benzinpriserne de næste par måneder, så forventer Jacob Graven, at prisen vil komme op og flirte med rekordhøjden på 12 kroner per liter fra sommeren 2008.

- Vi forventer, at det gryende økonomiske opsving i Kina og til dels USA kan fortsætte lidt endnu. Dermed vil efterspørgslen efter råolie stadig være høj. Desuden kan sommerens "driving season" presse prisen på benzin yderligere en tand op, da efterspørgselen stiger, vurderer Jacob Graven.

Det er nemlig om sommeren, at amerikanerne tager bilen ud af garagen og besøger familien og vennerne. Og når amerikanerne forbruger mere olie, stiger efterspørgslen og dermed benzinpriserne.

/ritzau/

En dansk gennemsnitsfamilie bruger 2000 kroner mere i benzinudgifter sammenlignet med for bare et år siden. Priserne får måske endnu et hak opad til sommer.

Offentliggjort Sidst opdateret