Dyr lods kan koste små havne livet

Det statslige Farvandsvæsen vil hæve prisen på regional lodsning med op til 300 procent. Det vil især gå ud over små havne i landets yderområder, som må lukke og dermed mister arbejdspladser. Det frygter brancheorganisationen Danske Havne, der er i oprør over udsigten til det voldsomme prishop.

- Det vil lukke de små havne. Lodsning bliver for dyrt og med de kæmpe prisstigninger vil søtransporten af gods bliver flyttet over på vejene, siger sekretariatschef i Danske Havne Tom Elmer Christensen til Ritzau.

Danske Havne og Danmarks Rederiforening henvender sig nu til forsvarsminister Søren Gade (V), der står overfor at skulle godkende Farvandsvæsenets nye lods-priser. De håber, at ministeren kan gribe ind.

Men vicedirektør i Farvandsvæsenet Francis Zachariae begrunder stigningen med, at lodsloven har liberaliseret lodsningen, og nu skal priserne afspejle de reelle omkostninger.

- Konkurrencestyrelsen har anbefalet os at gøre priserne afhængige af den reelle omkostning ved lodsningen. Det er rigtigt, at nogle ruter kan stige med op til 300 procent. Det vil især gå ud over små havne i fjordene som eksempelvis Limfjorden. Men liberaliseringen betyder, at vi skal væk fra den tidligere Robin Hood-ordning, hvor de større skibe betalte mest og de mindre skibe mindst for lodsning, siger Francis Zachariae.

Den nye lodslov - som Danske Havne har nikket ja til - har lukket private lodsselskaber ind i folden. Staten har dog fortsat monopol på lodsning af skibe på gennemsejling i de danske farvande og samtidig forpligtet sig til at dække de områder af landkortet ind, som det ikke kan betale sig for private lodsselskaber at overtage. Samtidig er lodser og søfolk ombord på lodsbådene sikret en overenskomst som alle andre offentligt ansatte, og det gør ifølge Farvandsvæsenet lodsningen dyrere.
/ritzau/




Prisen på regional lodsning kan stige med op til 300 procent.

Offentliggjort Sidst opdateret