Der er en miljøfordel ved at skifte brevet ud med et elektronisk brev. Men den er ikke ret stor, vurderer Post Danmark efter undersøgelse.
Et brev, der sendes med postbudet, eller et brev, der sendes elektronisk til din pc - hvad er bedst for miljøet? Det har man undersøgt i analysevirksomheden Force Technology. Resultatet er, at den elektroniske version er bedst for miljøet.
Men i Post Danmark finder man forskellen ubetydelig. Her mener man ikke, at det skal være for miljøets skyld, hvis man vil gå over til elektronisk brevforsendelse. Undersøgelsen er foretaget på vegne af e-Boks, der specialiserer sig i de elektroniske rudekuverter.
- For den enkelte afsender og i særdeleshed for brugerne af e-Boks er forskellen praktisk talt lig nul, siger Lars Kaspersen, kommunikationschef i Post Danmark. Han peger på, at det for den enkelte vil være 33 gange mere effektivt at udskifte en 60 watts pære med en energisparepære.
Ifølge analysen er der i forhold til drivhuseffekt en miljøgevinst via e-Boks, svarende til udledningen årligt fra 190 danskere. Men fordelen er baseret på to minutters læsning af det elektroniske dokument. Sætter man for eksempel denne tid op til 10 minutter, ja så forsvinder miljøfordelen, fordi computeren sluger strøm. Analysen gælder 98,5 millioner dokumenter, der i 2008 blev sendt elektronisk via e-Boks.
- Det er tankevækkende i en tid, hvor også det offentlige har travlt med at gøre alle forsendelser digitale, siger Lars Kaspersen.
Hos e-Boks er man glad for, at analysen dokumenterer en miljøeffekt. Her mener man, at miljøfordelen kan femdobles, hvis alle institutioner og virksomheder sender dokumenterne elektronisk. Desuden kan brugerne hjælpe miljøet yderligere ved at undlade at udskrive dokumenterne.
- Miljøforbedringer hentes blandt andet via de mange små individuelle bidrag, siger Henrik Andersen, adm. direktør for e-Boks.
Han mener også, at der er andre fordele ved at digitalisere processen. Desuden sparer man 1600 tons papir.
- Er det så godt eller skidt. Jeg synes det er godt, men det synes en papirproducent nok ikke, siger Henrik Andersen.
For kunderne i e-Boks er miljøet den tredjevigtigste årsag til at bruge tjenesten - men tryghed og sikkerhed i forbindelse med de personlige dokumenter vejer tungest.
/ritzau/
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker