Efter overskud i 2022: Norwegian forventer at flyve mere i 2023
Norwegian har ifølge Sydbanks aktiechefanalytiker Jacob Pedersen været bedre end eksempelvis SAS til at holde deres omkostningerne nede, når der ikke er passagerer i flyene i lavsæsonerne. Eksempelvis betaler de mindre i leasingaftaler, når flyene ikke er på vingerne ifølge analytikeren. (Arkivfoto). Foto: Erlend Aas/Ritzau Scanpix
Efter 2022 ser analytiker opadgående formkurve hos Norwegian, der forventer at flyve mere næste år.
Det norske luftfartsselskab Norwegian har torsdag præsenteret et overskud for 2022 svarende til omkring 680 millioner danske kroner.
Samtidig giver selskabet udtryk for, at det forventer at flyve mere i 2023, hvor Norwegians ledelse godt kan lide sin position især over for sine konkurrenter i Norden.
Det fremgår af Norwegians regnskab torsdag.
- Det er tydeligt, at Norwegian er i en opadgående formkurve. Det er også nødvendigt, siger Sydbanks aktieanalysechef og luftfartsanalytiker Jacob Pedersen.
Han peger på, at Norwegian - uden at være prangende - har fået styr på nogle af de basale ting, der får et luftfartsselskab til at løbe rundt.
Det handler blandt andet om at holde prisen for at lease sine fly nede, når der ikke er kunder.
Han peger på, at selve overskuddet i 2022 mest skyldes, at der har været nogle engangsindtægter. Derfor lægger han mere vægt på, at Norwegian ser ud til at have fået fat i kunderne igen efter corona-årene.
- Det er et selskab, som indtjeningsmæssigt står langt bedre end eksempelvis SAS, siger han.
Netop konkurrencen med SAS giver ifølge Jacob Pedersen Norwegian en forholdsvis rolig situation.
Mens SAS styrtbløder penge i vintersæsonen og fokuserer på sin proces omkring konkursbeskyttelse, behøver Norwegian ikke frygte et prisangreb fra den front.
I stedet skal Norwegian det kommende år koncentrere sig om at finde et prisniveau, der stadig får folk ud at rejse.
Luftfartsbranchen kan i 2023 meget vel blive præget af, at de rejsende mærker inflationen og derfor fokuserer deres rejsekroner på højsæsonerne ifølge Jacob Pedersen.
- Jeg er ikke i tvivl om, at Norwegian går en rigtig god påske i møde og en rigtig god sommer i møde. Men tiden uden for højsæsonen kan godt blive præget af, at man rejser mindre, fordi inflationen bider, siger han.
Det er dog ikke utvetydigt skidt for Norwegian, hvis der bliver større forskel på høj- og lavsæson ifølge analytikeren.
- Norwegian er mere fleksibelt skruet sammen end eksempelvis SAS, siger han.
/ritzau/
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker