Ejendomsmæglerne har travlt: Hussalget boomer
Der er gang i hussalget takket være lave renter og et generelt økonomisk opsving. Foto: /ritzau/Dresling Jens
/ritzau/Dresling Jens
Salget af enfamiliehuse i juni måned var det højeste i 10 år, viser tal fra Danmarks Statistik.
Der har været fuld gang i ejendomshandlerne denne sommer, hvor salget af enfamiliehuse ifølge Danmarks Statistik har været højere end længe set.
Helt præcist blev der solgt 4696 villaer og rækkehuse i juni måned.
Det er ikke alene 10,5 procent flere end i samme periode sidste år, det er også det højeste antal handler i juni siden 2017.
Det bør vi glæde os over, mener cheføkonom Las Olsen fra Danske Bank.
- At der er flere handler, er et godt tegn for hele økonomien. Vi har fået flere penge mellem hænderne, og færre er låst til en bolig, som de skylder for meget i i forhold til prisen.
- Opsvinget har bredt sig til det meste af landet, og forbrugernes optimisme er sjældent set større, skriver han i en kommentar.
Den store efterspørgsel afspejler sig også i huspriserne, der steg med én procent fra maj til juni. På årsplan er stigningen 4,5 procent.
Og selv om der er risiko for, at boligmarkedet bliver overophedet, når priserne stiger kraftigt, så mener cheføkonom Steen Bocian fra Dansk Erhverv, ikke, at der er grund til at være bekymret.
- Det brede boligmarked er ikke i noget, som ligner en bobletilstand, så generelt kan vi godt tillade os at glæde os over de stigende priser på huse, da det netop markerer højere økonomisk vækst.
- Huspriserne er nu næsten nået op på niveauet fra før finanskrisen, men det er også 10 år siden, og siden har der trods alt været en del almindelig inflation, skriver han i en kommentar.
Seneste artikler
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde