Ejerfamilie bag Haldor Topsøe åbner for salg og børsnotering
Den familieejede virksomhed Haldor Topsøe åbner for muligheden for en børsnotering. "Det er hensigten, at en fremtidig finansiel minoritetsinvestor kan eje en betydelig del af virksomheden med mulighed for en børsintroduktion efter fem-syv år," meddeler virksomheden. Foto: Emil Hougaard/arkiv/Ritzau Scanpix
Emil Hougaard/arkiv/Ritzau Scanpix
En potentiel ny investor kan overtage en betydelig del af Haldor Topsøe og senere børsnotere virksomheden.
Den familieejede virksomhed Haldor Topsøe åbner for en mulig børsnotering. Det oplyser virksomheden i en pressemeddelelse.
Ejerfamilien bag Haldor Topsøe leder efter en investor, der kan sætte gang i væksten i virksomheden.
- Det er hensigten, at en fremtidig finansiel minoritetsinvestor kan eje en betydelig del af virksomheden med mulighed for en børsintroduktion efter fem-syv år, lyder det.
Familien vil dog forblive i virksomheden som langsigtet hovedaktionær. Det giver tilsammen et stærkt udgangspunkt, fastslår Jeppe Christiansen, formand for bestyrelsen i Haldor Topsøe, i meddelelsen.
- Vi mener, at kombinationen af langsigtede majoritetsejere og minoritetsinvestorer, hvis aktier kan handles på børsen, har vist sig at være en meget stærk ejerstruktur, der sikrer en stærk og profitabel udvikling, siger han.
Virksomheden Haldor Topsøe er kendt for at fremstille katalysatorer og teknologier til den kemiske industri og raffinaderier. Den er opkaldt efter stifter Haldor Topsøe.
Han var kemiingeniør og grundlagde livsværket i 1940.
Virksomheden har i dag mere end 2300 ansatte og omsatte for over fem milliarder kroner i 2017.
Haldor Topsøe døde i 2013 - blot fire dage før sin 100-års fødselsdag.
Virksomheden er i familiens eje gennem Haldor Topsøe Holding. Familien, der tæller fire børn og ti børnebørn, er aktive ejere.
Således er to af grundlæggerens børnebørn, Jakob Haldor Topsøe og Christina Teng Topsøe, medlemmer af Haldor Topsøes bestyrelse.
Jakob Haldor Topsøe er formand for bestyrelsen i Haldor Topsøe Holding. Han siger i meddelelsen, at virksomheden er dyrebar for Topsøe-familien.
- Og vi vil til en enhver tid gøre alt for, at den er i den bedst tænkelige position til at vokse og udvikle sig.
- Vi er sikre på, at ved at invitere en eller flere investorer om bord - på acceptable betingelser - kan vi sætte Haldor Topsøe i stand til at accelerere udviklingen af løsninger, som kan styrke forretningen yderligere og gøre en positiv forskel i verden, siger han.
Seneste artikler
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker