Oven på Amagerbankens højest overraskende krak er placeringen af ansvaret for miseren i fuld gang.
Blandt andet bliver der spekuleret i den tidligere ledelses rolle, og om der er belæg for et retligt efterspil for den forhenværende bestyrelsesformand N.E. Nielsen og direktør Jørgen Brændstrup.
Professor på Aalborg Universitet Lars Bo Langsted med speciale i økonomisk kriminalitet er i tvivl.
- Det, som taler for et retligt efterspil, er, at noget har været værre, end det har set ud. Hvis der har været skeletter i skabet, oplever man engang imellem, at ledelsen faktisk havde kendskab til det og har forsøgt at sløre, hvor galt det egentlig stod til.
- Hvis det er tilfældet, kan der være tale om en mulig ansvarssag, men det aner vi ikke, slår han fast.
Så sent som i efteråret blev den kriseramte bank reddet af en aktieudvidelse på knap 900 millioner kroner.
Efterfølgende blev der skiftet ud i bankens øverste ledelse. Ind kom Steen Hove som ny administrerende direktør og Niels Heering som ny bestyrelsesformand.
Efter at have gennemgået alle udlån på over 15 millioner kroner var det en chokeret Niels Heering, som søndag kunne præsentere konklusionen.
- Vi har endevendt det hele blad for blad og er kommet frem til, at der er et behov for nedskrivninger på over tre milliarder kroner, sagde formanden.
Bestyrelsesformanden måtte derfor overlade ansvaret for banken til statens skraldespandsselskab for krakkede banker, Finansiel Stabilitet.
Lars Bo Langsted ser med undren på de store nedskrivninger, der er dukket op. Han påpeger, at nogen må have fejlet. Men om den nye eller gamle ledelse bærer ansvaret, tør han ikke gætte på.
- Umiddelbart virker det som om, at der er begået fejlvurderinger enten dengang eller nu, hvor man foretager disse drastiske nedjusteringer, konstaterer professoren.
/ritzau/
Seneste artikler
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet