Fagbevægelsen slipper for at betale et større millionbeløb til dens tidligere næstformand, og LO's sejr i landsretten kommer ikke som en overraskelse for Jesper Due, der er professor ved Københavns Universitet.
Han har fulgt sagen tæt hele vejen igennem, og undrede sig meget over, at byretten i sin tid dømte til den tidligere næstformand Tine Aurvig-Huggenbergers fordel.
- Jeg blev meget overrasket. Byretten var ikke opmærksom på, at pensionen kun skulle udbetales ved afgang til pension, siger Jesper Due, der er professor i sociologi med speciale i arbejdsmarkedsforhold.
Han henviser til, at Tine Aurvig-Huggenberger selv valgte at forlade organisationen i 2007, da hun tabte kampen om formandsposten til Harald Børsting. Dengang var hun 44 år og fortsatte på arbejdsmarkedet i en anden stilling.
- Så det er slet ikke overraskende, at landsretten nu omstøder dommen, mener Jesper Due.
Og medmindre Aurvig-Huggenberger og HK/Privat, som har ført hendes sag, vælger at forsøge at føre sagen til Højesteret, kan LO nu ånde lettet op, vurderer han.
- Landsrettens afgørelse har fjernet den usikkerhed, der har været skabt omkring LO i forhold til, om hovedorganisationen er i stand til at have styr på sine egne regelsæt. Og det er ikke uvæsentligt for en organisation af LO's størrelse, siger Jesper Due.
- Det ville også fremstå fuldstændig uforståeligt for andre, hvis man havde lavet et system, hvor LO skulle have en pensionsindbetalingsforpligtelse i sådan en sag. Det ville fremstå som det rene tag-selv-bord, tilføjer han.
På Syddansk Universitet bakker lektor Pernille Tanggaard Andersen op:
- Det har hele den her legitimitetsdiskussion - hvis tarv varetager man, medlemmernes eller egne ansattes - og hvor høje skal aflønningerne være på ledelsesniveau.
- Med landsrettens beslutning om, at Tine Aurvig-Huggenbergers krav var over grænsen, har LO fået en oprejsning, som de virkelig har haft brug for, siger Pernille Tanggaard Andersen, der har speciale i arbejdsmarked og fagforeninger.
/ritzau/
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde