Ekspert ønsker lys på krav til Amagerbank

Amagerbankens kollaps rejser spørgsmål om det krav på 750 millioner kroner, som banken sidste sommer blev stillet over for. Det mener Jesper Rangvid, professor i finansiering ved CBS i København.

Hvis banken kunne skaffe det beløb, ville staten stille en garanti på 13,5 milliarder kroner. Kort tid efter viser det sig så, at beløbet slet ikke var nok til at sikre bankens overlevelse.

- Det helt centrale er at finde ud af, hvordan man kom frem til de 750 millioner kroner, siger Jesper Rangvid.

Han mener, at man fra Finanstilsyn og Finansiel Stabilitet må have været inde og vurdere banken nærmere på det tidspunkt. Men hvorfor man så lige er nået frem til, at 750 millioner kroner var nok til at føre banken videre, er ifølge ham uklart.

Ifølge Jesper Rangvid har det sendt et signal til blandt andet investorer og indskydere om, at banken var reddet, når blot man nåede dette beløb.

Professoren undrer sig over, at man sidst på sommeren når frem til ét tal - og mindre end et halvt år efter har aktiverne mistet mere end tre milliarder kroner i værdi.

- Det er irriterende, at skatteborgerne nu hænger på en regning på 5,6 milliarder kroner. Når der bliver udstedt garantier for 13 milliarder kroner, kunne man så ikke ønske, at der blev lavet en ordentlig undersøgelse på forhånd, lyder det undrende fra Jesper Rangvid.

Finansiel Stabilitet oplyser mandag, at de 750 millioner kroner tog udgangspunkt i et solvensbehov, som er fastsat af banken og vurderet af Finanstilsynet. Det skulle sikre banken en overdækning på solvensen på 50 procent.

Selskabet peger desuden på, at man fik to medlemmer ind i bestyrelsen og ret til at styre ændringer i bankens direktion.

- Vilkårene var de skrappeste Finansiel Stabilitet har stillet, konstaterer det statslige selskab.

/ritzau/

Professor undrer sig over, hvordan man nåede frem til, at 750 millioner kroner ville dække bankens behov.

Offentliggjort Sidst opdateret