Eksporten har fået det lidt bedre

Eksporten af varer steg i juni svagt med 0,7 procent og dermed er faldet i eksporten bremset - men industriens produktion falder kraftigt.

Nye handelstal fra Danmarks Statistik viser, at eksporten af varer i juni steg med 0,7 procent sammenlignet med måneden før. Dermed er faldet i vareeksporten bremset. Importen fra udlandet var stort set uændret.
Både import og eksport ligger i juni cirka 20 procent lavere end i samme måned året før. Men i hele andet kvartal har niveauet ligget stabilt og mindre end fire procent under niveauet fra første kvartal, oplyser Danmarks Statistik.
Samtidig viser nye tal, at industriens produktion faldt kraftigt i juni i forhold til maj.
Hos Sydbank mener chefanalytiker Christian Hilligsøe Heinig, at eksporttallene ikke ændrer det overordnede billede af, at eksporten har været igennem en dramatisk nedtur og fortsat har det svært i kampen mod lav vækst på eksportmarkederne og tab af konkurrenceevne fra både valutafronten og lønfronten.
Efter gode tal for tysk eksport forleden var håbet en lidt større fremgang i Danmark.
- Når det er sagt, er dagens tal trods alt et lille skridt i den rigtige retning, siger Christian Hilligsøe Heinig. Eksporten er ikke længere i frit fald, og der er tegn på bedring i den globale økonomi. Det betyder, at eksporten vil kunne se vækst gennem andet halvår.


Økonomerne i bankerne er dog noget rystede over et fald i industriproduktionen på mere end fem procent fra maj til juni. Dermed er der endnu ikke tale om en stabil situation for industrien. Økonomerne venter dog trods alt, at situationen i industrien vil stabilisere sig i de kommende måneder.
- Det frie fald kan ikke fortsætte, siger cheføkonom Helge Pedersen, Nordea, i en kommentar.
/ritzau/




Offentliggjort Sidst opdateret