Ekstraregning til industrien udskudt

Regeringen vil gøre det dyrere for virksomheder at udlede giftig røg.
Efter kritik fra industrien har skatteministeren dog alligevel valgt at udskyde den planlagte stigning i afgiften for luftforurening et halvt år. Men det trækker bare problemerne i langdrag, lyder det fra industrien.
Det skriver LandbrugsAvisen.

Det er en stigning i den såkaldte NOx-afgift, som Thor Möger Pedersen har rykket seks måneder frem. Stigningen skulle ellers have været indført den 1. januar næste år.

Dansk Landbrug Sydhavsøerne har tidligere vurderet, at den forhøjede afgift vil kunne betyde et farvel til omkring 4.000 arbejdspladser inden for sukkerindustrien på Lolland-Falster.

Ligeledes mener Dansk Industri og Dansk Metal, at afgiften vil koste arbejdspladser, fordi den er konkurrenceforvridende i forhold til udlandet.
- Vi kan ikke bruge udskydelsen til noget. Den trækker bare problemet i langdrag. NOx-afgiften er gift for erhvervslivet, uanset hvad man gør. At give os seks måneder mere er ligesom at tisse i bukserne, siger Jesper Olsen, som er administrerende direktør i Dalum Papir.

Udskydelsen skal ifølge regeringen give virksomhederne en mulighed for at tilpasse deres udledning af luftforurening. Men industrien føler, at regeringen har overhørt den og udvist uholdbar arrogance. En udmelding som har givet følgende svar fra skatteminister Thor Möger Pedersen:
- På længere sigt vil det gå ud over velfærden, hvis staten forsøger at holde liv i virksomheder, der ikke kan eller vil betale for alle de omkostninger, der er ved produktion, herunder omkostninger ved at tydde op efter sig selv. 

Foto: Sukkerfabrikken i Nykøbing. Arkivfoto: Anders Knudsen

Det skal være dyrere for industrien at udlede giftig røg. Men planen er foreløbig udskudt et halvt år.

Offentliggjort Sidst opdateret