Eliteaktier sætter rekord med stor stigning
De danske aktier i eliteindekset C20 Cap steg fredag 3,78 procent - den største stigning i indeksets historie.
Det danske aktielandskab tog noget af en revanche fredag efter at have været nede i kulkælderen dagen forinden.
Torsdag tabte aktierne i det danske eliteindeks C20 Cap 1,8 procent, men markedet fik i den grad indhentet det tabte - og mere til.
Samtlige C20-selskabers aktier endte i plus, og indekset lukkede fredag 3,78 procent højere end dagen før i indeks 742,52. Det er den største endagsstigning for indekset, siden det blev skabt i november 2011.
Den oprindelige rekord blev sat 30. november 2011 med en stigning på 3,68 procent.
Der er imidlertid langtfra tale om, at indekset ligger historisk højt.
For blot en uge siden landede indekset således på 746,22, og i Nordea påpeger senioraktierådgiver Jesper Bamberger da også, at stigningen bør ses i lyset af torsdagens bundskraber.
- Det her er helt klart en modeaktion på det, vi så i går. I eftermiddags fik vi fine nøgletal fra USA, og det påvirkede selvfølgelig også, siger han til Ritzau Finans.
En af fredagens højdespringere var vindmølleproducenten Vestas, der klarede sig godt for første gang i to uger.
- Vestas er faldet rigtig meget, og det her var virkelig tiltrængt for aktien, siger Jesper Bamberger til Ritzau Finans.
Vestas-aktierne lukkede 4,9 procent højere end dagen før.
Fredag var der imidlertid særligt fokus på dem, der gør sig inden for høreapparater, idet den årlige europæiske høreapparatkonference - i år i Hannover - øger eksponeringen over for investorerne.
William Demants aktie steg 0,8 procent til 418,1 kroner, mens konkurrenten GN Store Nord steg med hele 4,0 procent til 133 kroner.
Seneste artikler
Det, han så som dreng, fulgte ham resten af livet
Røg i hal ved børnehus
Kontrol af byggeplads afslørede efterlyst ukrainer
Mikkel oplever sin tredje skolelukning
René Hedegaard fortsætter som direktør i Krokodille Zoo
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Kvinde anholdt: Truede med at skyde bekendt
Bostedet Langholt lukker