Prisen på electricitet er blevet dobbelt så høj, siden markedet blev liberaliseret i 1998. Det er især privatkunderne, som skal betale mere, mens store erhvervskunder er sluppet med langt mindre prisstigninger.
Det viser nye tal, som Klima- og Energiministeriet har opgjort i et svar til Enhedslistens energiordfører, Per Clausen, skriver dagbladet Information.
Tallene viser, at priserne for små kunder er steget med 107 procent, mens de for store kunder er steget med cirka 60 procent.
- Konsekvensen af elliberaliseringen har været, at små almindelige kunder betaler for, at man har kunnet holde relativt lave priser i industrien, siger Per Clausen til Information.
Han er fortørnet over udviklingen, fordi "det ikke mindst rammer familier med en dårlig økonomi og har klart sociale konsekvenser, der er helt urimelige".
Professor Frede Hvelplund, Aalborg Universitet, ekspert i energipolitik, mener også, at udviklingen er gået den helt gale vej.
- Der er nogle få store udbydere, men ingen stærk konkurrence, og markedet fungerer langt mindre effektivt end tidligere, konstaterer Hvelplund og tilføjer: - Hvor Danmark før 1998 havde de billigste elpriser i hele Europa, er vi nu det land med de tiendedyreste ud af de 27 EU-lande, siger han.
Energiselskabernes interesseorganisation, Dansk Energi, afviser, at liberaliseringen har resulteret i, at få store eludbydere blot tjener flere penge på små kunder.
Stigningen skyldes snarere, at el er blevet dyrere at producere, oplyser afdelingschef Torben Pedersen.
- Før kunne man kun købe el i det område, hvor man tilfældigvis boede. Nu er det åbnet op, så der er et marked, og det må i længden være det mest effektive, siger han.
/ritzau/
Seneste artikler
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Efter rottealarm: Nu kan tvist ende i retssag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Grønt initiativ åbner i dag
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker