Energihandleres overskud sender milliarder i statskassen
Fire af de ti største betalere af selskabsskat i 2022 har hjemme i energibranchen. Novo-ejer topper igen.
2022 var et ekstraordinært godt år for energibranchen. Det fremgår af Skattestyrelsens liste over de største betalere af selskabsskat forrige år.
Her er fire af de ti øverste selskaber fra energibranchen, som normalt ikke er repræsenteret på den årlige liste.
Godt nok er Novo Nordisk-ejeren Novo Holdings endnu en gang nummer ét med en samlet selskabsskat på 8,7 milliarder kroner.
Men de meget omtalte profitter inden for energihandel har resulteret i, at selskaberne Danske Commodities, Andel og In Commodities er blevet katapulteret op som nummer to, tre og fire med en samlet skattebetaling på 7,8 milliarder kroner.
Sammenlagt betalte knap 87.000 selskaber 94 milliarder kroner i selskabsskat i 2022, og det glæder skatteminister Jeppe Bruus (S).
- På trods af svære rammevilkår med høj inflation, stigende energipriser og krig i Europa har de danske selskaber og koncerner leveret solide resultater i 2022. Det afspejler sig i det høje provenu, siger han.
I 2022 udgjorde de ti største betalere - som også omfatter Nordea, Jyske Bank og Lego-familien Kirk Christiansens investeringsselskab Kirkbi - 28 procent af det samlede skattebeløb.
Tilsvarende udgør de 100 største betalere for 57 procent af den totale selskabsskat.
Danske Bank lå nummer tre på listen i 2021, men en større nedskrivning som følge af milliardbøden i forbindelse med hvidvasksagen i Estland, resulterede i et milliardunderskud i 2022, og derfor er banken gledet ud af top-10.
/ritzau/
Seneste artikler
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker