Energipriser stiger - inflation tager største hop i 13 år

Benzinpriserne er steget, og det er med til at trække inflationen op med det højeste niveau på årsbasis siden 2008. (Arkivfoto) Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix

Ifølge økonom svarer stigning i inflationen til, at en børnefamilie bruger 15.500 kroner mere på samme varer.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det er blevet dyrere at være dansker det seneste år.

Forbrugerprisindekset, der måler inflationen i Danmark, steg i november med 3,4 procent sammenlignet med året før.

Det er den højeste stigning siden oktober 2008 og i over 13 år. Det viser nye tal fra Danmarks Statistik.

Det er særligt prisstigninger på brændstof, el og gas, som bidrager til den højere inflation.

Årsstigningen på el var i november 32,2 procent. Det er det højeste i 30 år.

Ifølge cheføkonom Søren Kristensen fra Sydbank var gasprisen den, der gav det største bidrag til inflationen i november.

Det rammer både forbrugere og virksomheder, hvor fragtraterne mange steder gør ondt, forklarer han.

- Heldigvis har vi set, at nogle af priserne er begyndt at falde igen, så jeg tror, at vi er tæt på toppen.

- Men omvendt vil vi nok se, at de her prisstigninger de næste måneder vil sprede sig til en lang række af varer. Så inflationen vil være høj i et godt stykke tid endnu, siger han.

Den stigende inflationen svarer til, at en børnefamilie i dag skal bruge 15.500 kroner mere for at købe de samme varer og tjenester som for et år siden.

Det vurderer cheføkonom Jeppe Juul Borre fra Arbejdernes Landsbank.

- Det afhænger selvfølgelig af familiens forbrugssammensætning, men det er en meget markant stigning i merudgifterne for danskerne, skriver han i en kommentar til tallene.

Han peger på, at der endnu ikke ses kraftige stigninger i lønnen.

Ifølge økonom Søren V. Kristensen fra Sydbank stiger priserne lige nu mere end lønningerne.

Derfor er reallønnen - hvor meget du kan købe for dine penge - gledet i baggrunden, vurderer han.

- Det er første gang i næsten ti år, at priserne stiger mere end lønningerne. Men det tror jeg, der vil blive lavet om på det næste halve års tid, hvor der er mangel på arbejdskraft.

- Lige nu er der historisk gode argumenter for at gå ind til chefen og bede om lidt mere i løn, siger han.

Inflationen er et udtryk for udviklingen i priserne over tid.

Når inflationen stiger, får forbrugerne mindre for de samme penge. Omvendt vil man gerne gerne have en lille, stabil inflation i økonomien, fordi det holder gang i forbruget.