Entreprenør: Krise? - det var sidste år...

Første kvartal gik bedre end ventet. Der er generelt fornuftige udsigter for hele 2009. Også hvad angår beskæftigelsen, hvor man i øvrigt stort set uændret fortsat er cirka 140 medarbejdere.
Og så er der oven i købet ordrer i bogen helt ind i 2010...

Midt i det, der ellers i høj grad må betegnes som en krisetid for bygge- og anlægsbranchen, er de positive meldinger noget overraskende klart i overtal fra “hovedkvarteret” i Kettinge hos en af landsdelens store entreprenørvirksomheder, Troels Jørgensen A/S.

Stemningen er altså stilfærdigt optimistisk hos direktør Henrik Lyngkjær og firmaejer og bestyrelsesformand Troels Jørgensen - også selv om regnskabet for 2008 bød på et samlet minus på 4,4 millioner kroner i koncernen mod et plus på 6,4 millioner kroner året før.

Underskuddet stammer fra aktiviteterne i hoved-selskabet Troels Jørgensen A/S, altså selve entreprenørvirksomheden. Men der er også tre afgørende årsager til, at det endte med tab.
Den væsentligste - og største post - er byggeriet på Slotsbryggen i Nykøbing.
- Derudover har vi haft engangsomkostninger ved indførelsen af nyt it-system i koncernen, hvor leverandøren ikke opfyldte sine forpligtelser. Vi stævner leverandøren men har indregnet et tab på cirka en million kroner, forklarer Troels Jørgensen.

Derudover har man også haft ekstraordinære udgifter på mellem en og to millioner kroner i forbindelse med forberedelsen af generationsskiftet.
- Havde vi ikke haft især tabet på Slotsbryggen, så ville regnskabet være endt med et plus i størrelsesordenen tre-fire millioner kroner. Nu vælger vi at fokusere positivt og se at komme videre, siger Troels Jørgensen.

- Som det er gået i år indtil nu, ser det altså også fornuftigt ud. Så lad os bare sige, at 2008 var vores krise, lyder det fortrøstningsfuldt.

Stilfærdig optimisme for både indtjening og beskæftigelse hos Troels Jørgensen A/S.

Offentliggjort Sidst opdateret