Entreprenørfirma overtages af jysk firma

Landsdelens store entreprenørfirma Klemmensen & Nielsen Entreprise A/S har indledt et generationsskifte.

Firmaets direktør Torben Skab har de sidste par år ønsket at trappe ned, men på grund af problemerne med byggeriet på Slotsbryggen, og de dønninger finanskrisen har givet i byggebranchen, har hans oprindelige planer og tanker måttet revideres.

- Jeg havde sat en personlig deadline her i foråret 2010, men det var sgu ikke så nemt at få afviklet - især på grund af den økonomiske situation. Finanskrisen har virkelig været en hård periode, siger Torben Skab, som normalt har haft omkring 100 mand ansat i sin egen virksomhed, og ligeså mange ansatte engageret via underentreprenører, da byggeriet var på sit højeste. I øjeblikket er man nede på bare 15-20 mand.

- Derfor er jeg glad for at kunne fortælle, at der er indgået et formaliseret samarbejde med Davidsen Partnere i Fredericia om fremtidig drift af Klemmensen & Nielsen A/S, siger Torben Skab.

Han fik først kontakt til firmaets datterselskab i Roskilde i midten af januar, men var straks klar over, at man så ens på, hvordan en entreprenørvirksomhed skal drives.
- Man siger jo ellers, at jyder er besindige og rolige, men det tog ikke lang tid at nå til enighed, så vi hurtigt kunne få papirerne skrevet under, siger Torben Skab, der er fyldt 64 år, og med egne ord gerne vil have tid til andre ting - ikke mindst barnebarnet Melanie på to år, som han stolt fortæller, nu har lært at sige farfar.

I byggebranchen opererer man med fem års garantier. Derfor har Torben Skab med vilje droslet meget ned, fordi han vidste, det ville blive svært at sætte byggerier i gang, og overlade garantiansvaret til en ny ejer. Den nye samarbejdsaftale med Davidsen Partnere betyder, at han foreløbig resten af 2010 er tilknyttet det nye selskab. 

- Det betyder, at jeg har mulighed for at være med i alt det sjove, men ikke skal ud og kravle på et tag om fem-seks år for at se, om der er løse tagplader. Jeg er især glad for, at Klemmensen & Nielsen A/S forbliver som selvstændig lokal enhed, men suppleret med hele den knowhow samt det økonomiske og styringsmæssige fundament, som Davidsen Partnere besidder.
- Det giver håb om, at man kan prøve at få genansat nogle af de ellers faste folk, vi har sendt hjem, siger Torben Skab, som i sidste uge orienterede sine ansatte om den nye aftale.

Foto: Torben Skab (til højre) og Johannes Bie ved portrætterne af Karl Klemmensen og Johannes Nielsen, der stiftede entreprenørfirmaet Klemmensen & Nielsen. Klik på billedet for at se det i stort format.

Landsdelens store entreprenørfirma Klemmensen & Nielsen Entreprise A/S har indledt et generationsskifte.

Offentliggjort Sidst opdateret