Med virkning fra 1. juni i år overtager Jan Holmboe, 54 år, posten som administrerende direktør efter Niels Kristian Bjerre, der efter mere end 30 år i spidsen for Lolland-Falsters store medievirksomhed har valgt at gå på pension.
Jan Holmboe kommer senest fra en stilling som økonomichef i Midtjyske Berlingske Lokale Medier. Før da har han blandt andet været it-direktør i Fynske Medier og før det gennem en årrække direktør i A/S Svendborg Avis.
Jan Holmboe, der født og opvokset i Århus, er oprindelig handelsuddannet (HD) og har efterfølgende blandt andet taget en MBA-uddannelse. Siden 1991 har han været i medie-branchen, og det er også her, den professionelle interesse ligger.
- Jeg glæder mig rigtig meget til opgaven på Lolland-Falster. Folketidende Gruppen har en række meget professionelle produkter, som jeg glæder mig til at være med til at bevare - og udvikle. Dagbladet Folketidende og de øvrige medier er uhyre vigtige for lokalsamfundet, og den position ser jeg i samarbejde med alle ansatte frem til at befæste. Folketidende Gruppen har som et selvstændigt mediehus i landsdelen stor gennemslagskraft og er også med til at give landsdelen identitet og sammenhængskraft, siger Jan Holmboe.
- På lokale medier som dem, Folketidende Gruppen står for, har man en tæt og direkte kontakt til læsere, annoncører, erhvervsliv og brugere i det hele taget. Det sætter jeg pris på og ser frem til at blive en del af, siger den nye administrerende direktør, som planlægger at rykke teltpælene i Århus op og flytte til Lolland-Falster så hurtigt som muligt.
Lars Hvidtfeldt, bestyrelsesformand i Lolland-Falsters Folketidende A/S, er særdeles godt tilfreds med ansættelsen af Jan Holmboe.
- Det bliver en stor opgave at løfte efter Niels Kristian Bjerre. Men jeg er sikker på, at vi har fået den rigtige person til at tage over - og i øvrigt stolt over, at Jan Holmboe med den forretnings- og mediemæssige baggrund, han har, vælger at komme til Lolland-Falster og vores virksomhed, siger Lars Hvidtfeldt.
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker