Erhvervslivet bakker op om regeringens planer om at udfase fossile brændstoffer. Men der skal tages hensyn til både konkurrenceevnen og til, hvordan de nye afgifter skrues sammen.
Henrik Garver, direktør i Foreningen af Rådgivende Ingeniører, siger, at han anerkender behovet for at omlægge afgiftssystemet, så udfasningen af fossile brændsler ikke dræner statskassen.
- Det er dog vigtigt, at det sker på en måde, der stadig giver gode vækstvilkår for erhvervslivet, og afgiftssystemet bør gøres mere gennemskueligt for den enkelte forbruger og virksomhed, fastslår Henrik Garver.
Direktør i DI Tine Roed mener, at hovedudfordringen er at finde en vej, der ikke skader konkurrenceevnen for danske virksomheder.
- Det er ikke en farbar vej at overlade finansieringen til energiforbrugende virksomheder i udenlandsk konkurrence. Som nation har vi brug for at styrke investeringer og vækst i hele erhvervslivet - ikke kun i visse sektorer på bekostning af andre, siger Tine Roed.
Hos Dansk Erhverv er man dybt bekymret over en regning på 3,6 milliarder kroner i energiafgifter.
- Vi er ærgerlige over, at man uden videre vælter regningen over på et erhvervsliv, der kæmper for at trække os ud af lavvæksten, siger underdirektør i Dansk Erhverv Søren Friis Larsen.
Han mener, at det i sidste ende mere handler om, at regeringen er nervøs for at tømme afgiftsprovenuet.
- Så drejer det sig jo mere om at få penge i statskassen end miljøet, siger Søren Friis Larsen i en kommentar til udspillet.
Hos DI er man parat til at drøfte med regeringen og Folketinget, hvordan støttesystemer og finansieringen af omstillingen nytænkes.
/ritzau/
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker