Erhvervslivet: Opfordringer går ud over virksomhederne
Opfordringer gør det svært at få kompensation, siger DI om anbefalingen om at aflyse firmajulefrokosten.
Flere virksomheder i særligt oplevelses- og turisterhvervet vil blive hårdt ramt af nogle af de restriktioner, der kom frem på pressemødet i Statsministeriet onsdag aften.
Det siger en række erhvervsorganisationer.
Men også nogle af de anbefalinger og opfordringer, der ikke er direkte forbud, kan ramme virksomhederne.
- Vi ved fra de tidligere nedlukninger, at opfordringer i Danmark virker som et påbud. På baggrund af pressemødet i går har flere af vores medlemmer registreret mange aflysninger.
- Så vi ved mange vil holde op med at gøre det, de ellers gerne må - og det vil ramme restauranter, natteliv, musik, hoteller, kulturvirksomheder og rejsebranchen, samt deres leverandører ekstra hårdt, siger Brian Mikkelsen, administrerende direktør i Dansk Erhverv, i en pressemeddelelse.
Og det kan Emil Fannikke Kiær, politisk direktør i Dansk Industri, nikke genkendende til.
- Det har den udfordring, at mange virksomheder mister omsætning, fordi man anbefaler virksomheder ikke at holde julefrokoster for eksempel.
- Så der er en udfordring med, at man kommer med opfordringer og anbefalinger, som ikke er en direkte restriktion, og som dermed ikke giver adgang til kompensation.
Emil Fannikke Kiær nævner også cateringbranchen, der kan blive hårdt ramt af, at flere bliver opfordret til at arbejde hjemmefra.
Han håber derfor, at regeringen vil have tabt omsætning i forbindelse med anbefalinger og opfordringer, når der skal laves kompensationer.
Fælles for alle erhvervsorganisationerne er, at man håber på, at kompensationerne bliver forhandlet hurtigt på plads. Og så vil man gerne have, at der bliver skruet op for muligheden for at få kompensation.
- Regningen for COVID-perioden er stor, og der er ganske enkelt ikke rum til at skulle overleve endnu en periode på de betingelser, der har været gældende tidligere, siger HORESTAs politiske direktør, Kristian Nørgaard i en pressemeddelelse.
Horesta siger, at virksomhederne under de tidligere nedlukninger betalte en stor del af lønudgifterne til de hjemsendte. Organisationen opfordrer til, at man genindfører lønkompensation, og at ordningen skal dække hele lønudgiften.
Dansk Industri foreslår, at virksomheder skal kunne kompenseres tidligere, så flere virksomheder kan blive kompenseret. Mange virksomheder er nemlig presset allerede, lyder det fra Emil Fannikke Kiær, politisk direktør i Dansk Industri.
- Så virksomhederne skal kompenseres ordentligt og fair. Derfor er det vigtigt at få sat grænsen ned, så virksomheder højst skal have en nedgang i omsætningen på 30 procent for at være berettiget til kompensation, siger Emil Fannikke Kiær.
Og det er Dansk Erhverv enige i. Lige nu kræver det 45 procent omsætningstab, hvis en virksomhed skal kompenseres for faste omkostninger.
Folketingets partier er indkaldt til forhandlinger om hjælpepakker. Også arbejdsmarkedets parter er indkaldt til drøftelser.
Det var sammen med arbejdsmarkedets parter, at regeringen lavede aftalen om for eksempel lønkompensation.
Seneste artikler
Narkohund fik færten af lommen
13-årige Filuca fra Lolland til tops ved stort internationalt stævne
Tyve og ubehagelige typer i butikkerne: Netto tilbyder psykologhjælp til ansatte
Inviterer til stor åbning af historisk bygning
Mobning i byrådet: - Jeg kan godt genkende tonen
Mest læste artikler
Meget vand på kørebane spærrer spor
Brand lukker kendt grillbar indtil videre
Vanvidstur på ATV endte brat: Kørte direkte ind i politibil
Beboere måtte genhuses efter fare for nedstyrtning
Truet med bat og skudt i benet