Erhvervsråd rystet over nej til ekstra bro-tilskud

Der bliver ikke flere penge til Erhvervsråd Lolland-Falster - i hvert fald ikke hvis det står til udvalget for erhverv og turisme i Guldborgsund Kommune. Udvalget sagde i går nej til en ansøgning om et årligt ekstratilskud på 600.000 kroner de næste tre år - en lignende ansøgning er sendt til Lolland Kommune.

Erhvervsrådet havde i sin ansøgning lagt vægt på aktiviteter som synliggørelse af lokale virksomheder, tiltrækning af nye og rådgivning af eksisterende virksomheder, som pengene skulle gå til. Kommunen har påpeget, at dette er aktiviteter, som rådet i forvejen skal gennemføre ifølge kontrakten.

Flemming Jantzen (V), formand for erhverv- og turisme, mener dog, at Erhvervsrådet i sin ansøgning “har glemt at vinkle på Femern Bælt aktiviteter”. Uanset at det ekstra tilskud skulle gå til at understøtte Femern Bælt strategien, har udvalget dog valgt at sige nej til ansøgningen.

- Region Sjælland har i forvejen kanaliseret mange millioner kroner til Femern Bælt Development til en række aktiviteter. Vi mener i udvalget, at det er vigtigt, vi lige får sammentænkt de forskellige muligheder for samarbejde omkring Femern Bælt-strategien, før nye ting sættes i værk, siger Flemming Jantzen.

Udvalget opfordrer derfor Erhvervsråd Lolland-Falster til at indgå i et nærmere samarbejde med Femern Bælt Development.

I Erhvervsråd Lolland-Falster udløser beskeden om nej fra Guldborgsund forbløffelse.
Overrasket
- Vi har intet hørt i de måneder, der er gået, siden vi indsendte ansøgningen. Nu kommer så pludselig et nej. Det er lidt af et chok. Jeg havde da ventet noget helt andet. Ikke mindst fordi den nye borgmester, John Brædder, på vores repræsentantskabsmødeøde tilkendegav, at der skulle tilføres yderligere  midler til Erhvervsråd Lolland-Falster. Det gælder så åbenbart ikke alligevel, lyder det fra en meget overrasket formand for erhvervsrådet, Marie Louise Friderichsen.

Af Lene Egeberg og Hans Gandrup

Offentliggjort Sidst opdateret