Estlands nationale luftfartsselskab er gået konkurs
Alle ruter med Estonian Air er indstillet. De fleste genopstår søndag - også ruten mellem Tallin og København.
Det estiske luftfartsselskab Estonian Air, er gået konkurs, skriver selskabet på sin hjemmeside ifølge branchesitet check-in.dk. Estonian oplyser, at flyvningerne bliver indstillet fra og med søndag morgen, men gennemføres af et nyt selskab.
Konkursen betyder, at den eneste direkte forbindelse mellem Danmark og Estland stod til at lukke. Men den estiske stat meddeler lørdag, at ruten mellem Tallinn og København søndag morgen overtages af det ny 100 procent statslige selskab, Nordic Aviation Group.
Det ny selskab er en foreløbig foranstaltning, indtil et nyt estisk luftfartsselskab kan etableres. Nordic Aviation vil flyve på otte af Estonian Airs 14 hidtidige ruter med indlejede fly.
Nordic Aviation kommer kun til at stå for booking og billetsalg, da selskabet hverken råder over fly eller besætning.
Ifølge Peeter Tohver, der er formand for Nordic Aviations Groups tilsynsråd, understreger, at der er tale om et nyt og uafhængigt selskab, der ikke blot bygger oven på Estonian Air.
- EU's regler er meget barske, og det er grunden til, at vi begynder med et rent ark og et nyt hold. Regeringen har udpeget selskabet til at fortsætte med at drive luftfart i samme omfang som Estonian Air, siger Tohver i en pressemeddelelse.
Estonian Air har ifølge check-in gennem længere tid været i økonomiske problemer, og fremtidsudsigterne for det lille selskab tegnede for alvor sort, da EU-Kommissionen påbegyndte en undersøgelse af den støtte, som selskabet fik fra den estiske stat.
EU-Kommissionen fastslog lørdag, at der var tale om ulovlig statsstøtte, og derfor skal pengene tilbagebetales. Det havde luftfartsselskabet ikke midler til, hvorfor konkursen var den eneste udvej.
Estonian Air er hovedsagelig ejet af den estiske stat, der har 97,34 procent af aktierne, mens SAS ejer 2,66 procent af selskabet. Konkursen vil derfor påføre SAS et mindre tab.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned