EU afliver kaos med mobilopladere

Det er en jungle at finde rundt i de forskellige stik, som mobiltelefoner og smartphones skal bruge for at blive ladet op.

En Nokia-telefon kræver én form for oplader, mens en iPhone kræver en helt anden. Og der findes i dag 30 forskellige typer af mobilopladere.

Men det sætter EU nu for alvor en stopper for.

Inden for få måneder bliver det nemlig muligt at købe en såkaldt universaloplader, som passer til alle typer af mobiltelefoner.

EU-Kommissionen har i flere år arbejdet på at finde en løsning, der kan gøre det mere simpelt og lettere for forbrugerne at få opladet mobiltelefonen.

14 af Europas største mobilproducenter har deltaget i samarbejdet med kommissionen, heriblandt Apple, Nokia, Sony Ericsson og Samsung.

Alle virksomheder har lovet at lancere den nye universaloplader i løbet af 2011.

- Det er virkelig godt nyt for de europæiske forbrugere. Jeg opfordrer industrien til at optrappe markedsføringen af universalopladeren, således at borgerne i hele EU kan drage fordel af den så hurtigt som muligt, siger Antonio Tajani, EU-Kommissionens næstformand og industrikommissær.

Den nye smarte opladerløsning gavner ikke blot forbrugerne. En fælles oplader til alle mobiltelefoner er samtidig med til at skåne miljøet fra en masse ubrugte opladere, som blot havner i affaldsbunken med en masse andet ubrugeligt teknologi.

Det kan ligeledes gøre det billigere at købe mobiltelefoner, da man ikke længere er tvunget til også at købe en ny oplader.

I EU's 27 medlemslande er borgerne tilsammen i besiddelse af cirka 500 millioner mobiltelefoner.

/ritzau/

Alle Europas borgere vil inden længe kunne købe én enkel mobiloplader, som kan bruges til alle telefontyper.

Offentliggjort Sidst opdateret