EU finder eksempler på mulig greenwashing hos 20 flyselskaber
Ifølge Forbrugerrådet Tænk er SAS blandt de flyselskaber, som ifølge EU-Kommissionen potentielt har vildledt forbrugere. (Arkivfoto). Foto: Linda Kastrup/Ritzau Scanpix
Der har især været fokus på påstande fra flyselskaber om, at CO2-udledninger kan opvejes af klimaprojekter.
EU-Kommissionen har fundet en række potentielt vildledende grønne påstande fra 20 flyselskaber.
Det skriver Kommissionen i en pressemeddelelse tirsdag.
Ifølge Forbrugerrådet Tænk er SAS blandt de flyselskaber, som potentielt har vildledt forbrugere.
EU-Kommissionen har sammen med et netværk af europæiske myndigheder for forbrugerbeskyttelse (CPC) undersøgt området efter en henvendelse fra den europæiske forbrugerorganisation BEUC.
Der har især været fokus på påstande fra flyselskaberne om, at CO2-udledninger fra en flyvetur mod et ekstra gebyr kan opvejes af klimaprojekter eller brug af bæredygtigt brændstof.
Europæiske forbrugermyndigheder er bekymrede for, at den praksis er vildledende og i dermed i strid med EU's direktiv om urimelig handelspraksis.
- På deres side mangler flyselskaberne stadig at afklare, hvorvidt sådanne påstande kan underbygges af solide videnskabelige beviser, skriver EU-Kommissionen i pressemeddelelsen.
BEUC er en paraplyorganisation bestående af en række forbrugerorganisationer fra 31 forskellige lande. Danske Forbrugerrådet Tænk er medlem.
Paraplyorganisationen indgav en klage til EU-Kommissionen tilbage i juni 2023.
- Luftfartsselskaber vil have os til at tro, at en flyvning kan være "CO2-neutral". Eller at flyvning kan være "grønt". Det kan det ikke, skrev BEUC dengang på X, tidligere kendt som Twitter.
SAS sagde dengang, at de var "overraskede" over kritikken fra BEUC.
- Vi i SAS forsøger at lede denne vigtige transformationsrejse, og vi er meget omhyggelige med, at vores markedsføring ikke skal føre til vildledning. Men naturligvis er det godt, hvis vi får fælles retningslinjer, skrev SAS til DR i juni.
EU-Kommissionen og europæiske myndigheder har sendt et brev til de 20 flyselskaber og bedt dem komme med forslag til at adressere bekymringerne inden for 30 dage.
Herefter vil der blive afholdt møder mellem myndighederne og flyselskaberne for at diskutere de foreslåede løsninger.
Hvis flyselskaberne ikke tager de nødvendige skridt for at imødekomme bekymringerne, kan myndighederne beslutte eksempelvis at indføre sanktioner.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned