EU sætter endnu mere skub i sit arbejde for at styrke Europas økonomi oven på finanskrisen.
Foruden eurolandenes enighed om en ny europagt er EU's 27 finansministre også efter flere måneders diskussioner nået til enighed om seks nye økonomiske tiltag, der skal styrke landenes økonomier.
- Det er rigtig glædeligt, at det arbejde nu har båret frugt, så vi med sikkerhed kan sige, at der er et effektivt krisestyringssystem fremover, siger den danske finansminister, Claus Hjort Frederiksen (V).
Det er især landenes budgetdisciplin, der bliver strammet op på.
Alle EU-lande skal fremover gøre mere for at sænke landets offentlige gæld og landenes underskud på statsbudgettet. Og fra EU's side vil man i langt højere grad overvåge, at udviklingen i hvert medlemsland går den rigtige vej.
EU vil ligeledes holde nøje øje med, hvordan de makroøkonomiske ubalancer, for eksempel mulige boligbobler, store underskud på handelsbalancen eller stor privat gæld bliver tacklet i hvert medlemsland.
Claus Hjort Frederiksen er glad for, at EU også har fået grønt lys til at indføre kontante sanktioner over for de lande, som ikke lever op til de nye økonomiske krav.
Indtil videre er det dog kun eurolandene, der kan risikere bøder.
Det er endnu ikke blevet besluttet, hvordan Danmark og andre ikke-eurolande kan straffes for eventuelle overtrædelser. Men ifølge finansministeren er det vigtigt, at Danmark også underlægges sanktioner.
- Vi vil meget gerne være omfattet af det her, det giver os alle sammen en større sikkerhed, siger han.
Der er endnu ikke sat definitivt punktum for EU's nye redskaber til en bedre økonomisk styring.
EU's folkevalgte organ, EU-Parlamentet, skal godkende finansministernes forslag, inden det kan træde i kraft.
Det endelige regelsæt ventes at ligge på bordet i slutningen af juni.
/ritzau/
Seneste artikler
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Efter rottealarm: Nu kan tvist ende i retssag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Grønt initiativ åbner i dag
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker