Europæisk centralbank hæver renten

Den europæiske centralbank ECB har som ventet hævet renten med 0,25 procentpoint til 1,50 procent. Det er anden rentestigning fra centralbanken siden april.

Stigningen var ventet på baggrund af tidligere formuleringer fra centralbankens chef, Jean-Claude Trichet. Centralbanken ønsker især at holde styr på inflationen, der i juni lå på 2,7 procent.

Det forventes, at Danmarks Nationalbank senere torsdag vil følge op med en dansk rentestigning.

Ifølge Handelsbankens cheføkonom, Jes Asmussen, har den europæiske bank været fanget mellem "en sten og et hårdt sted".

- ECB kæmper en kamp på to fronter, hvor den høje inflation på den ene side står i kontrast til udviklingen i gældskrisen, som der absolut ikke kan siges at være faldet ro over endnu, siger han.

Skeptikere har peget på, at en rentestigning blot ville skubbe yderligere på det hældende læs i kriseramte lande som Grækenland. De får yderligere svært ved at få betalt deres enorme gæld.

Jes Asmussen mener, at Jean-Claude Trichet har ønsket at slå fast, at ECB sætter sin pengepolitik for euroområdet som helhed og ikke tager hensyn til de enkelte lande.

- Trichet har trukket en streg i sandet og sagt, at det er op til politikerne at sikre den økonomiske holdbarhed i deres land, siger Jes Asmussen.

I Danmark vil en stigende rente få betydning for de mange husejere, der har taget rentetilpasningslån. Der spekuleres fortsat i, om der kan komme endnu en rentestigning i løbet af efteråret, hvilket vil give et yderligere rentehop, inden de danske boliglån skal refinansieres.

I Handelsbanken er det dog forventningen, at torsdagens renteforhøjelse bliver den sidste i denne omgang. Man peger blandt andet på tegn til svaghed i det økonomiske opsving som grund til, at ECB vil holde igen med at hæve renten yderligere.

/ritzau/

Den europæiske centralbank har som forventet sat renten i euro-området op for at holde inflationen i ave.

Offentliggjort Sidst opdateret