Facebook mødt af klager over nye brugervilkår
Meta, der har hovedkvarter i Californien, ejer både Facebook, Whatsapp og Instagram. (Arkivfoto). Foto: Peter Dasilva/Reuters
En østrigsk rettighedsorganisation mener, at Facebook skal have samtykke til at indsamle brugernes data.
Det er ikke nok, når Facebook informerer brugerne om, at deres data fremover måske bliver brugt til at træne kunstig intelligens.
Det mener den europæiske datasikkerhedsorganisation Noyb, som derfor har klaget over Facebooks moderselskab, Meta, i 11 lande.
Noyb mener, at Facebook ifølge de gældende GDPR-regler i EU skal bede om samtykke hos den enkelte bruger, som altså også skal have muligheden for at sige nej tak.
Både Google, Microsoft og OpenAI har udviklet kunstig intelligens, der har sproglig forståelse. Det er sket ved at træne systemerne med millioner af menneskeskabte tekster.
Meta vil gerne udvikle en lignende algoritme, der både kan generere tekst og billede, og det kræver altså råmateriale mage til det, som brugere af Facebook og Instagram i årevis har lagt op på selskabets servere.
Meta har informeret sine brugere om, at tech-giganten fra 26. juni forbeholder sig retten til at anvende brugernes data til at træne kunstig intelligens.
Det kan være tekst, billeder og beskeder, som brugerne har lagt på Facebook, og det kan både være private og offentligt tilgængelige data.
Dog vil man ikke bruge private beskeder sendt via Messenger.
- Meta fortæller ikke, hvad selskabet vil bruge disse data til. Det kunne være en simpel chatbot, ekstremt aggressiv personlig markedsføring eller måske en dræberdrone, siger Max Schrems, der er stifter af Noyb.
Noyb har planer om at klage over Metas fremgangsmåde i alle EU-lande og forventer, at de resterende klager vil være indgivet i løbet af nogle dage
Organisationen håber, at de nationale datasikkerhedsmyndigheder vil gribe ind, inden de nye vilkår træder i kraft.
Danmark er ikke blandt de 11 lande, hvor klagerne i første omgang er indgivet.
Det er derimod lande som Tyskland, Frankrig, Holland, Norge og Italien.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde