Det skal være slut med at få vind i håret på en hyggelig færgetur mellem Kalundborg og Aarhus.
Mols-Liniens bestyrelse vil nemlig lukke kombifærgeruten, efter selskabet tidligere på måneden kunne præsentere et underskud på 77,5 millioner kroner i 2010.
Beslutningen kommer, efter at en analyse af Mols-Liniens tre færgeruter har vist, at Maren og Mette - færgerne der sejler mellem Kalundborg og Aarhus - ikke kan opnå tilfredsstillende resultater.
En af grundende er, at antallet af lastbiler, som fragtes med kombifærgerne, er faldet fra 360.000 om året for fem år siden til 250.000 i 2010.
Samtidig har rederiet modtaget en meddelelse om, at kombifærgeruten ikke lever op til lovens kriterium om en bilfærgerute.
- Uanset at der er fremkommet en mindre forbedring af ruteresultatet på det seneste, er det bestyrelsens opfattelse, at den nuværende situation ikke er holdbar, lyder det i en meddelelse fra Mols-Linien, som i stedet vil fokusere på de to hurtigfærgeruter.
En nedlæggelse af hurtigfærgen mellem Odden og Ebeltoft har ellers også været til diskussion, men bestyrelsen har besluttet at fastholde driften af færgen, mens ruten Odden-Aarhus bliver udbygget.
- Det er bestyrelsens opfattelse, at Odden-Ebeltoft-ruten skal fastholdes, men at de to seajetfærger kan bruges som supplement til Aarhus-ruten i de perioder, hvor trafikmængden på Odden-Ebeltoft-ruten er lav, skriver selskabet.
Bestyrelsen fremlægger planerne for Mols-Linien ved en ekstraordinær generalforsamling senere tirsdag.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde