Færøsk finansminister: Eik Bank lukker

Eik Bank Danmark lukker.

Sådan lyder vurderingen fra den færøske finansminister, Joannes Eidesgaard, der lige nu er i centrale forhandlinger om Eik Banks overlevelse.

- Som udgangspunkt kan mange færinger huske dengang i 1992, da Danske Bank løb fra deres ansvar ved bankkrakket, og nu sker det samme med modsat fortegn. Derfor tror jeg ikke, der er særlig stor vilje til at poste penge i noget som helst andet end den færøske forretning, siger Joannes Eidesgaard til TV2 Finans.

Indtil videre har Eik Bank på Færøerne fået tilsagn om 400 millioner kroner fra forsikringsselskabet TF Holding, og samtidig har banken bedt Lagtinget om at stille 600 millioner kroner til rådighed.

Uden tilsagnet fra Lagtinget på 600 millioner kroner vil Eik Bank hverken overleve på Færøerne eller i Danmark. Samtidig har TF Holding betinget sig, at deres 400 millioner kroner kun vil blive investeret, hvis de udelukkende bruges til redning af den Færøske del af banken.

Derfor finder Joannes Eidesgaard det utænkeligt, at den danske del af banken overlever.

Samtidig skabes der nu tvivl om, hvorvidt Lagtinget vil give tilsagn på 600 millioner kroner inden klokken 18 torsdag, hvor Finanstilsynet har sat deadline. Det fortæller Kaj Leo Johannesen, lagmand og dermed statsminister på Færøerne til TV2 Finans.

- Vi synes, at det er helt urimeligt, at Færøerne skal løse de her store problemer inden for en tidsfrist på 72 timer. Derfor håber jeg og forventer, at Finanstilsynet vil give Eik Bank en forlænget tidsfrist på omkring fire uger, så vi kan løse bankens problemer i ro og fred. Jeg vil ikke svare på direkte, om vi giver tilsagn inden klokken 18 i morgen, men jeg tvivler, siger Kaj Leo Johannesen til TV2 Finans.

/ritzau/

Den færøske finansminister, Joannes Eidesgaard, er overbevist om, at Eik Banks danske afdeling snart må dreje nøglen om.

Offentliggjort Sidst opdateret