En dyngvåd sommer med tilhørende oversvømmelser i 2011 har sat sine spor i 2012-tallene for turismen også på Lolland-Falster. Måske endda især her hvor udlejning af fritidshuse fylder meget i det samlede turisme-billede.
Lolland og Guldborgsund skiller sig i hvert fald ganske markant ud negativt i den seneste opgørelse over udviklingen i antallet af overnatninger i sommerhuse. Det fremgår af nye tal fra Østdansk Turisme.
Regionen har samlet set haft en lille vækst på 1 procent i antallet af feriehus-gæster fra 2011 til 2012.
Men i Lolland Kommune har der været et dyk på 5,4 procent og i Guldborgsund - der stadig i rene tal har regionens højeste antal feriehusgæster - er der sket et fald på lige knap 5 procent.
Hos Business LF er Louise Posborg, der er chef for turisme, ikke overrasket over tallene.
- Vi var godt klar over, at tallene generelt har været faldende på både Lolland og Falster. Forklaringen er efter vores opfattelse i høj grad den dårlige sommer i 2011, som smittede af på bookninger til 2012, siger hun, der til gengæld også giver udtryk for en vis optimisme - trods tilbagegangen.
- Vi kan nemlig også se, at det betaler sig at gøre en ekstra indsats i markedsføringen for at tiltrække turister. Vi har lavet en kampagne henvendt til de tyske turister i samarbejde med Novasol og Scandlines, og allerede nu kan vi se, at det har resulteret 15.000 flere tyske overnatninger. Det er vi meget tilfredse med, når vi ser det generelle billede, siger Louise Posborg.
I Østdansk Turisme er direktør Karin Melbye Holm naturligvis ikke tilfreds med, at man samlet set må notere en tilbagegang for hele regionen på 2,2 procent i antal overnatninger fra 2011 til 2012. Overnatningerne i feriehuse er steget og hotelovernatningerne er i fremgang for fjerde år i træk, men fald i campingturismen trækker de samlede tal ned på et minus.
- Tilbagegang er vi naturligvis aldrig tilfredse med. Men vi kan i forhold til turismens udvikling og betydning for regionens økonomi generelt også hæfte os ved nogle positive tendenser. Eksempelvis bruger vores gæster langt flere penge under deres ophold nu, end de gjorde for nogle år siden, siger Karin Melbye Holm.
Seneste artikler
Vild nat: Så voldsomme var brandene
Vild nat: Tre brande og indbrud i guldsmed på Lolland
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker