Andelen af forbrugere som ved, at de har ret til kompensation ved en togforsinkelse, er faldet over de seneste tre år. Det viser en undersøgelse, som Forbrugerrådet har foretaget.
Togpassagererne fik for fire år siden ret til kompensation ved forsinkelser og aflysninger. Men siden er det altså gået tilbage med kendskabet til ordningen.
- Det er alarmerende, at kendskabet til basisrejsetidsgarantien er faldet, siger Claus Jørgensen, trafikpolitisk medarbejder hos Forbrugerrådet.
Hvor 90 procent havde hørt om ordningen i 2007, er tallet nu nede på 72 procent. Kun få af dem, der kender ordningen, har rent faktisk hørt om den fra togselskaberne.
- Da et flertal af forbrugerne mener, at det faldende kendskab skyldes, at togselskaberne har været for dårlige til at informere om ordningen, må det mane til eftertanke hos togselskaberne, siger Claus Jørgensen.
Passagerer, der har prøvet at benytte sig af ordningen, oplever det som besværligt og uigennemskueligt at få kompensation.
Det samme gælder for pendlerne. Her har næsten alle hørt om den særlige pendlerordning. Men ligesom de øvrige togpassagerer oplever de ordningen som besværlig og uigennemsigtig.
- Togselskaberne bliver nødt til at gøre det bedre. Automatisk tilmelding til ordningen, når man køber et pendlerkort, og udkald i højttalerne om passagerernes rettigheder ved forsinkelser er nogle tiltag, som kan øge kendskab og brug af rejsetidsgarantien, siger Claus Jørgensen.
/ritzau/
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker