Færre restriktioner og boyband-menu øger McDonalds' salg
McDonalds har i andet kvartal løftet sit salg markant. (Arkivfoto) Foto: Lillian Suwanrumpha/Ritzau Scanpix
Lillian Suwanrumpha/Ritzau Scanpix
En menu lavet i samarbejde med det sydkoreanske boyband BTS har været en stor succes for McDonalds.
I takt med lempelsen af coronarestriktionerne er kunderne vendt stærkt tilbage til McDonalds.
Det har været med til at sende salget af burgere og pomfritter i vejret. Det viser regnskabet for andet kvartal fra den amerikanske fastfoodkæde.
Sammenlignet med andet kvartal sidste år, hvor størstedelen af McDonalds-restauranterne måtte lukke grundet coronapandemien, er omsætningen i andet kvartal i år vokset med 57 procent til 37 milliarder kroner.
Væksten hænger især sammen med, at restauranterne igen har fået lov til at åbne og tage imod kunder.
Et andet bidrag til væksten er en succesfuld menu, som McDonalds har strikket sammen i et samarbejde med det sydkoreanske boyband BTS.
Menuen, der kaldes "The BTS Meal", er blevet lanceret i næsten 50 lande, og i flere lande har fans af boybandet været meget begejstret for den.
Faktisk har interessen været så stor, at kæden midlertidigt har været nødt til at lukke nogle restauranter i Indonesien.
- BTS Menuen har lokket kunder til vores restauranter og givet et væsentligt løft i vores salg af Chicken McNuggets, der er et af vores kerneprodukter, skriver McDonalds i regnskabet.
På såvel hjemmemarkedet USA som på de internationale markeder har salget været stigende for McDonalds i andet kvartal.
I USA er salget steget med 30 procent i forhold til andet kvartal sidste år, mens det i procenter er vokset endnu mere på de internationale markeder, der blandt andet inkluderer markederne i Asien.
Væksten i salget har hjulpet McDonalds til at tjene flere penge, da overskuddet i andet kvartal er løftet med mere end det tredobbelte til 14 milliarder kroner.
På verdensplan har McDonalds tæt på 40.000 restauranter. Cirka hver tredje er placeret i USA.
Seneste artikler
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker