2010 var et rigtigt godt år for Arbejdstilsynet. Det er nemlig året med det lavest antal omkomne i forbindelse med en arbejdsulykke.
Samlet blev 39 mennesker sidste år dræbt i forbindelse med en ulykke på jobbet. Det er fem færre end året før. Beskæftigelsesminister Inger Støjberg (V) siger, at Danmark er på rette vej, når man nu er nået ned på et historisk lavt antal dødsulykker.
Ulykkesopgørelsen viser, at især de nyansatte på virksomhederne er i risikozonen. Personer, der har været ansat i under en måned, tegner sig i anmeldelserne for over dobbelt så mange ulykker som personer, der har været ansat i seks måneder.
- Der er ingen tvivl om, at sikkerheden for de nyansatte - ofte helt unge - er et vigtigt fokuspunkt for virksomhederne, siger Inger Støjberg.
Samlet blev der anmeldt 44.283 arbejdsulykker i 2010. Det er en lille stigning fra året før, men samtidig det næstlaveste antal ulykker i perioden 2005-2010.
Direktør Jens Jensen, Arbejdstilsynet, forklarer, at det især er et stort antal faldulykker i vintermånederne både først og sidst på året, der giver stigningen.
- Glatte veje er en væsentlig forklaring, og det er værd at bemærke især i de brancher, der har mange medarbejdere ude på vejene, som for eksempel postbude, renovationsarbejdere og hjemmehjælpere, siger direktør Jens Jensen.
Det er med den nu offentliggjorte opgørelse ikke muligt at se udviklingen i antal ulykker på enkelte brancher i forhold til antallet af beskæftigede, den såkaldte incidens. De tal kommer senere på året, når Arbejdstilsynet får beskæftigelsestal fra Danmarks Statistik.
/ritzau/
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet