Fagbevægelse vil stoppe billige it-folk

En samlet fagbevægelse går nu til angreb på importen af højtuddannet

arbejdskraft til lavpris til Danmark.

Det sker, efter at it-virksomheden CSC de seneste tre år har hentet op mod 900 indiske it-folk til landet og betalt dem lønninger langt under det, deres danske kolleger får, skriver Politiken.

De indiske it-folks løn er stykket sammen af en indisk månedsløn på 3.000 til

5.000 kroner, diæter på 8.500 kroner og en fri bolig. Det skulle give den

månedsløn på godt 31.000 kroner, en udenlandsk specialist skal tjene for at få

lov at arbejde i Danmark.

Men CSC's lønpakke har vakt fagbevægelsens vrede. De tre hovedorganisationer LO, FTF og Akademikernes Centralorganisation (AC) kræver, at boligudgifter og diæter ikke må indgå i beregningen af lønnen til de højtuddannede udlændinge.

- Danmark har behov for højt kvalificeret arbejdskraft, så vi støtter, at udlændinge kan komme. Men hvis reglerne bliver omgået, og myndighederne ligefrem hjælper til med at omgå dem, så kan vi ikke støtte ordningen, siger LO's formand, Harald Børsting til Politiken.

Aftalen, som tillader importen af blandt andet indiske it-folk, er blevet til i samarbejde mellem virksomheder og fagforeninger, og derfor kan fagbevægelsen ifølge Politiken lægge voldsomt pres på virksomheder og politikere.

/ritzau/

Virksomheder betaler for lidt for udenlandske specialister, lyder det fra fagbevægelsen, som især mener, at der fuskes med at lade betalt bolig indgå i lønnen.

Offentliggjort Sidst opdateret